Det har været en svær tid for Annemarie Zacho-Broe, forhenværende kommunaldirektør i Fredercia Kommune, der blev bortvist af byrådet mandag aften.

Nu åbner hun op om sagen, og den efterfølgende mediestorm, der har påvirket hende personligt:

»Jeg har de sidste dage og uger oplevet hårde angreb på min person. Jeg har læst mange artikler og opslag på sociale medier med udlægninger af en virkelighed, jeg ikke kan genkende,« skriver hun på LinkedIn, og fortsætter:

»Jeg har fået trusler og chikanerende beskeder fra mennesker, jeg aldrig har mødt – skrevet på baggrund af det mediebillede, der er skabt. Det skal man kunne tåle som topchef.«

Jacob Bjerregaard var borgmester i kommunen fra 2014 til 2021. (Arkiv)
Jacob Bjerregaard var borgmester i kommunen fra 2014 til 2021. (Arkiv) Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Den tidligere topchef blev bortvist på baggrund af en advokatundersøgelse, der tidligere i marts konkluderede flere kritisable forhold. Herunder et nært forhold til borgmesteren Jacob Bjerregaard (S), som hun forsøgte at dække over ved at tilbageholde kritiske oplysninger fra offentligheden.

Forholdene inkluderer blandt andre Jacob Bjerregaards erhvervelse af en byggegrund i 2016, som han bød på efter deadline, men som alligevel blev godkendt af kommunen.

Herudover var Annemarie Zacho-Broe eneste person til jobsamtale i 2018, og i udvalget, der stod for ansættelsen, sad Jacob Bjerregaard.

Og så har en video fra et dansegulv, hvor de to dansede tæt, også fået anklagerne om, at hun var inhabil i sin rolle, til at blomstre. Noget, som hendes advokat, Pernille Backhausen, afviser.

På LinkedIn forholder Annemarie Zacho-Broe sig ikke konkret til beskyldningerne, men langer i stedet ud efter mediedækningen, som hun mener, har handlet mere om at hænge personer ud, end den har handlet om selve sagen.

»Meget af dækningen har handlet om personer, mere end den har handlet om sagen. For nuværende virker det tilnærmelsesvist, som om de fleste har glemt, hvor og hvorfor det hele startede.«

Hertil ærgrer det hende, at mediestormen også har sat kommunen i et negativt lys, da hun mener, at den har gennemgået en flot udvikling de senere år.

Camilla Nowak Kirkedal, der har været fungerende kommunaldirektør siden 5. januar, hvor Annemarie Zacho-Broe blev sendt hjem, fortsætter foreløbigt i sit virke på posten.