En stille og rolig søndag morgen udviklede sig markant for en mand fra Haderslev forleden.

Mens han sad alene i køkkenet og nød dagens første kop kaffe, tjekkede han sin mail. Og her var beskeden, at han havde vundet en million kroner.

»Jeg kan godt lide at stå lidt tidligt op. Så sidder jeg og tjekker min mail lige så stille og ser, om der skulle være en gevinst på min Lotto-kupon. Jeg får jo tit en mail om, at jeg har vundet 50 kroner, men denne besked så da bestemt lidt anderledes ud. Efter jeg havde talt nullerne et par gange, skal jeg indrømme, at jeg var ved at skvatte ned af stolen,« fortæller han i en pressemeddelelse udsendt af Danske Spil.

Selvom han blev både glad og overrasket over nyheden, så forholdt han sig dog til sin egen overraskelse ret roligt.

Manden er lottomillonær nummer 3801, oplyser Danske Spil. Foto: Scanpix
Manden er lottomillonær nummer 3801, oplyser Danske Spil. Foto: Scanpix Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

»Jeg havde faktisk troet, at hvis man endelig vandt en milliongevinst, så ville man danse rundt og råbe og skrige. Men jeg tog det helt køligt,« siger han.

Efter nyheden var sunket ind, gik han ind for at vække sin hustru, der aldrig har været nogen stor fan af hans Lotto-spillefri.

»Først blev hun lidt overrumplet over, at jeg vækkede hende, men hun blev heldigvis glad, da hun blev bevidst om, at det var, fordi jeg var blevet millionær. Og så kunne hun jo også se, at det godt kan betale sig at spille med i lotteriet,« siger den nybagte millionær, der har spillet Lotto i over 20 år.

Parret ønsker ikke at stå frem med navn, og det skyldes blandt andet, at de har valgt at holde titlen som millionærer tæt ind til kroppen.

»Vores børn finder nok ud af det hen ad vejen. Men de mangler ikke noget, så de får heller ikke umiddelbart del i pengene. Vores børnebørn er forkælede i forvejen, men det kan da godt være, at der bliver opjusteret på den front alligevel. Vi er meget tætte på dem, hvilket er en kæmpe gave. Vi regner bestemt med, at pengene også skal gå til nogle gode oplevelser sammen med dem,« fortæller manden.

Han er i 60erne og dermed tæt på pensionsalderen. Derfor rammer den ekstra million kroner på et særdeles godt tidspunkt.

»Vi vil gerne flytte i en bolig tættere på byen, hvor der ikke er så meget, der skal holdes. Og så er det klart, at vi gerne vil ud at rejse, når det bliver muligt igen.«