Trænger du snart til at komme lidt væk fra Danmark og slippe af med corona-kulleren? Så har du måske muligheden nu.
For fra 1. april kan danskere rejse til Færøerne uden at gå i karantæne. Det kræver blot, at man er vaccineret.
I anledning af den nye rejsevejledning giver ‘Visit Faroe Islands’ 1.000 gratis one-way billetter med fly eller båd til danskere, der har fået begge vaccinestik
Billetterne uddeles fra 1. april.

»At Færøerne nu åbner mere op for danskere, synes vi, er noget, der bør fejres. Alle danskere trænger sikkert til en oplevelse efter denne specielle tid, og alle er selvfølgelig også velkomne,« siger Guðrið Højgaard, direktør hos Visit Faroe Islands og tilføjer:
»Men sundhedspersonale og ældre, som primært er dem, der er vaccinerede og også har taget et stort slæb det seneste år, er altså blandt dem, der får muligheden først«.
Ikkevaccinerede danskere skal ifølge de færøske myndigheders vejledning i karantæne i seks dage efter ankomst og desuden tage en coronatest på 6. dagen.
Vil man komme i betragtning til en af de 1.000 fly- eller færgebilletter til Færøerne i perioden 1. april til 13. juni, kan man ansøge om en billet på visitfaroeislands.com/vaccineret.

Man skal her kunne dokumentere, at man er vaccineret.
Hernæst får man en bekræftelse på, at man er blandt de 1.000, som får en gratis one-way billet.
Returrejse er ikke inkluderet i tilbuddet fra Visit Faroe Islands, men kan bestilles hos flyselskabet
Yderligere information om corona-reglerne på Færøerne findes på www.corona.fo