Lars Løkke Rasmussens søn Bergur Løkke Rasmussen fortæller til B.T., at han ikke har talt med sin far, efter at han forlod formandsposten i Venstre lørdag.

»Jeg er på kursus og har ikke talt med min far eller noget som helst,« siger Bergur Løkke Rasmussen, da B.T. fanger ham på telefonen søndag formiddag.

Lørdag var ellers en af de mest dramatiske dage i hans fars politiske liv.

Efter et langt liv som topfigur i Venstre måtte Lars Løkke Rasmussen trække sig som formand.

Bergur Løkke Rasmussen 
Bergur Løkke Rasmussen  Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Modsat den tidligere næstformand Kristian Jensen, der valgte at gå ud til den ventende presse, tog Lars Løkke Rasmussen bagdøren og forsvandt efter det dramatiske hovedbestyrelsesmøde på hotel Comwell i Brejning nær Vejle.

Hvorhen vides ikke.

Lars Løkke Rasmussen blev tvunget til at trække sig, blandt andet fordi Kristian Jensen truede med at stille op til kampvalg, hvis ikke de lyttede til baglandet og trak sig i fællesskab.

Lørdag aften lagde Lars Løkke Rasmussen så et billede op på Instagram med denne tekst:

»Noget er vigtigere end andet: Familien er samlet. Hav en dejlig lørdag aften. (Og politik går jo stille og roligt ud på at sikre, at alle danske familier kan have en god lørdag aften – det er ikke et ideologisk projekt – det er sund fornuft!).«

Opslaget har i skrivende stund fået næsten 18.000 likes.

Bergur Løkke Rasmussen fortæller, at han er på føringskursus i forsvaret, fordi han gerne vil være kaptajn.

»Så jeg er på skole hele weekenden. Nu skal alle lige sunde sig på det her, og så er jeg sikker på, at der nok skal komme nogle kommentarer, men det skal ikke komme fra mig. Så jeg har altså ikke yderligere kommentarer.«

29-årige Bergur Løkke Rasmussen er fulgt i sin fars fodspor og forsøger sig også med en politisk karriere.

Han har siddet i regionsrådet i Region Hovedstaden fra 2013 til 2017 for Venstre. Desuden stillede han op til Europa-Parlamentet tidligere i år, uden dog at komme ind.

Lørdag lagde Bergur Løkke Rasmussen et tweet ud, hvor han skrev:

»Lars Løkke vil for mig altid være 3F: Far, Formand og Forbillede! Tak for dine mange år i spidsen for det parti, vi begge brænder for, og vi aldrig stopper med at kæmpe for.«