Med tre korte linjer skrevet i et opslag på Facebook har Lars Løkke Rasmussen lørdag offentliggjort, at han trækker sig som formand for Venstre.
'Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt.'
Sådan lyder den første linje af opslaget, som den nu tidligere formand har skrevet lørdag formiddag - efter det kom frem, at han havde valgt at forlade hovedbestyrelsesmødet i Venstre på hotel Comwell i Brejning nær Vejle.
'Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt,' skriver han videre.
Det formodes at være en henvisning til, at det kort inden, han forlod mødet, på TV 2 kom frem, at 44 medlemmer af hovedbestyrelsen var klar til at skrive under på en indkaldelse til et ekstraordinært landsmøde.
Selv havde han kæmpet for få fremrykket det ordinære landsmøde, hvor han også ønskede, at der skal diskuteres politik - ikke kun formand- og næstformandsposterne.
'Tak for mange gode år,' slutter han sit opslag.
Også Kristian Jensen trækker sig fra sin post som næstformand. Dermed skal Venstre have et helt nyt formandskab.