»Det er helt ægte, når jeg siger, at det her har rystet os alle sammen.«
Sådan lød det, da Venstres politiske ordfører - Jakob Ellemann-Jensen - lørdag gik turen fra Comwell Kellers Park i Brejning ved Vejle, hvor partiet det seneste døgn har holdt møder, og hen foran den forsamlede presse.
Kort forinden var det kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen med øjeblikkelig virkning har trukket sig som partiformand, mens Kristian Jensen vil trække sig som næstformand.
»Det er noget, som er svært for os. Det er to mennesker, som har gjort det fantastisk,« sagde Jakob Ellemann-Jensen og tilføjede:

»Jeg har altid bakket op om Lars, og jeg har altid set op til Lars.«
Allerede inden weekenden havde flere udpeget den politiske ordfører som en ny mulig formand for Venstre.
Men han afviste at svare på spørgsmål vedrørende formandsskabet.
»Hele den her proces kommer jeg ikke til at kommentere på. Jeg vil gerne bede om en eller anden respekt for, at vi faktisk synes, at det her er svært,« forklarede Jakob Ellemann-Jensen.
»Vi skal videre, og vi skal videre sammen, men i dag skal vi tænke os lidt om og ære dem, der har trukket sig.«
Lars Løkke Rasmussen valgte sammen med Kristian Jensen at trække sig fra den politiske ledelse i Venstre lørdag formiddag, efter der stort set hele august har været stor politik uro i partiet, hvor både navngivne og unavngivne Venstre-folk har krævet udskiftning på formandsposterne.
Lars Løkke Rasmussen havde indtil lørdagens hovedbestyrelsesmøde i Brejning insisteret på at lade det være op til de delegerede at vælge partiets formand på et landsmøde.
Lørdag valgte han dog at forlade mødet - og kort efter skrev han et opslag på de sociale medier om, at han nu forlader formandsposten.