På de indre linjer kæmpede 3F-bossen Per Christensen i flere dage for sit liv i fagforbundet. Men tirsdag tabte han med et brag.

På et krisemøde tirsdag klokken 10.30 rejste han sig op og tog ordet foran 3Fs 88 mand store hovedbestyrelse, fortæller flere kilder, der var til stede på mødet.

Han gav en længere forklaring om sit mangeårige dobbeltliv og bedrag af fire kvinder, som B.T. afslørede fredag. Han forklarede sit syn på sagen og sluttede sit indlæg med at træde af som formand. Uden nogen mistillidsafstemning.

»3F kan ikke komme videre, så længe jeg er formand,« sagde han ifølge flere kilder, inden han undveg den ventede presse udenfor.

Hvis ikke Per Christensen selv havde trukket sig, ville folk i hovedbestyrelsen have krævet en mistillidsafstemning på krisemødet, fortæller flere kilder til B.T.

Fredag afslørede B.T., at 3F-formanden Per Christensen i årevis har levet et omfattende dobbeltliv med to faste partnere samtidig, to steder han sov, to svigerfamilier, bonusbørn for begge partnere og meget andet, som hører til i et parforhold.

Op til krisemødet havde Per Christensens fodsoldater i 3F ringet rundt til baglandet i et par dage for at sikre et flertal i hovedbestyrelsen, så han kunne fortsætte som fagboss, fortæller flere 3F-kilder.

»Det har været et magtopgør. Ingen tvivl om det,« siger et hovedbestyrelsesmedlem.

Forbundsformand for 3F, Per Christensen, taler til arrangementet, hvor mindestatuen af den tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) bliver afsløret, på Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen i København, fredag den 25. oktober 2019. Statuen bliver opstillet i det gamle arbejderkvarter i Sydhavnen i København, hvor Anker Jørgensen boede i 45 år indtil sin død i 2016.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Forbundsformand for 3F, Per Christensen, taler til arrangementet, hvor mindestatuen af den tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) bliver afsløret, på Anker Jørgensens Plads i Sydhavnen i København, fredag den 25. oktober 2019. Statuen bliver opstillet i det gamle arbejderkvarter i Sydhavnen i København, hvor Anker Jørgensen boede i 45 år indtil sin død i 2016.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Men Per Christensens redningsforsøg mislykkedes. Et flertal i hovedbestyrelsen ville af med ham som 3F-boss. Derfor så kan selv skriften på væggen.

»Man er ikke et menneske, hvis ikke man bliver berørt af det her,« sagde Allan Buck, formand for 3F i Aalborg, efter krisemødet.

Der gik fire dage, fra B.T. bragte historien om Per Christensens dobbeltliv, til han blev tvunget ned fra formandsstolen.

Men i virkeligheden har 3Fs ledelse kendt til sagen – eller i hvert fald dele af den – siden december. Her henvendte de berørte kvinder, som Per Christensen har bedraget, sig til 3F-ledelsen.

Men svaret, de fik tilbage fra næstformand Tina Christensen, var, at det årelange bedrag ikke havde noget med 3F at gøre, men var en ren privatsag.

Den hovedbestyrelse, som nu har presset Per Christensen til at trække sig, fik en orientering to dage før jul.

Den fik at vide, at historien kunne ramme pressen, men fik slet ikke at vide, hvor alvorlig Per Christensens dobbeltliv og spind af løgne reelt var, fortæller flere medlemmer af hovedbestyrelsen.

Til gengæld har topledelsen i 3F siddet på den alvorlige information i over en måned, uden at det fik en eneste konsekvens for Per Christensen.

Næstformand i 3F Tina Christensen briefer pressen efter 3Fs hovedbestyrelses krisemøde om formandens dobbeltliv.
Næstformand i 3F Tina Christensen briefer pressen efter 3Fs hovedbestyrelses krisemøde om formandens dobbeltliv. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Men tirsdag fik piben pludselig en helt anden en anden lyd fra næstformand Tina Christensen, der ellers har forsvaret Per Christensen.

»Der skal altid være endda meget stor tillid til personen i spidsen for vores fællesskab, og derfor er både vi og Per Christensen af den opfattelse, at det er bedst for 3F og vores medlemmer, at han nu stopper,« sagde hun.

Jan Villadsen, der er gruppeformand for 3F Transport og medlem af ledelsen, fortæller:

»Vi har brugt rigtig, rigtig mange timer på det her internt, siden vi fik vished om sagen i december. Vi har taget det meget seriøst,« siger han.

Men hvorfor sker der så først noget, når B.T. skriver om sagen?

»Det er en svær sag, og vi har virkelig diskuteret, hvor grænsen mellem privatliv og arbejdsliv går. Men når medierne og offentligheden sætter spørgsmålstegn ved Per Christensens troværdig, har han valgt at trække sig fra posten, og det respekterer jeg.«

Per Christensen er nu fortid i 3Fs top, men kan trods alt varme sig med otte måneders eftervederlag ifølge 3Fs vedtægter.

Han har været en respekteret forbundsformand i næsten 10 år. En »førsteklasses tillidsmand« og en mand, der kunne »skabe resultater«, er nogle af de ord, han fik med på vejen tirsdag.

Formand i 3F Storkøbenhavn Nordvest, Jesper Holm. 3F medlemmer taler med pressen efter 3Fs hovedbestyrelses krisemøde i København.
Formand i 3F Storkøbenhavn Nordvest, Jesper Holm. 3F medlemmer taler med pressen efter 3Fs hovedbestyrelses krisemøde i København. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Fra den øverste kvinde i fagbevægelsen, Lizette Risgaard, er der også ros til 3F-formanden efter hans fald:

»Jeg mener, det vil være urimeligt, hvis den dårlige dømmekraft i privatlivet er dét, Pers gerning som formand for 3F bliver husket for,« siger hun.

»For mig har Per altid været en rigtig god og dygtig tillidsmand og kollega. Og jeg ved, at Per har arbejdet utrætteligt for medlemmerne af 3F.«

På torsdag mødes 3Fs hovedbestyrelse igen, og her ventes Tina Christensen at blive konstitueret som 3F-formand.