Sidste år kom TV2-profilen Anders Langballe med den chokerende melding, at han var blevet ramt af en blodprop i hjernen som blot 41-årig.
Under en ferie med familien i New York, der skulle have været 'en vigtig milepæl i vejen tilbage til det gode liv', var den desværre gal igen.
Anders Langballe fik et anfald, der blandt andet førte til kramper.
'Det skete ved foden af Frihedsgudinden, og familien agerede knivskarpt og hurtigt og de lokale paramedicinere, der heldigvis var bare få meter væk, fik liv i mig igen,' skriver Anders Langballe på Facebook.
Det var i forrige uge, at den kendte journalist, der er tidligere politisk redaktør på TV2, fik den ubehagelige overraskelse for øjnene af sin familie.
Der blev ikke overladt noget til tilfældighederne i bestræbelserne på at få reddet den 42-årige journalists liv.
'Det gav desværre lidt ravage, og området måtte kortvarigt afspærres, så en helikopter kunne lande, og jeg blev fløjet til videre behandling på et hospital i New Jersey,' skriver Anders Langballe.
Heldigvis endte det lykkeligt.
Anders Langballe er nu tilbage i Danmark sammen med sin familie.
'Jeg fortsætter med behandling og nye udredninger på Rigshospitalet og forstår nu, at det desværre forekommer med den slags anfald efter forløb som mit,' skriver han og fortsætter:
'Det er selvfølgelig noget skidt, men det er ovre nu. Jeg lever i bedste velgående og er tilbage på sporet.'
Det var også på Facebook, at Anders Langballe sidste år offentliggjorde, at han blev ramt af en blodprop i hjernen 19. november 2018.
Præcis som dengang takker Anders Langballe for støtten, opbakningen og hjertevarmen, der er strømmet ham i møde i forbindelse med kampen mod og med blodproppen og stress.
'Jeg har mødt så meget varme, hjælp og ordentlighed det seneste år i forbindelse med min blodprop. Så mange har delt deres råd om stress, usikkerhed og genoptræning. Det hele er mildt sagt ikke for tøsedrenge. Men der er også mange gode og positive historier, som jeg har suget til mig,' skriver han.
Anders Langballe har været redaktør på TV2's politiske redaktion siden 2011. Tidligere har han beskæftiget sig med politik på Jyllands-Posten og på Ekstra Bladet. Før Anders Langballe blev journalist, var han medlem af Venstres Ungdom. Han var landskasserer fra 1997 til 1999.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Anders Langballe.


