Med det velkendte lune glimt i øjet og skæve smil på læben jokede han med, at vel havde der været koldt på toppen, men at udsigten var dejlig.
Nu er han steget helt dérop, hvor de færreste af os ønsker at nå op. I himlen. Tidligere statsminister Poul Schlüter er død, 92 år gammel.
Et liv i og med politik er dermed slut for dén mand, der satte massive fingeraftryk på Danmark, som vi kender i dag.
I knap 11 år – fra 1982 til 1993 – sad den konservative leder Poul Schlüter urokkelig på ministerposten.
Han var – og er stadig – den længst siddende statsminister siden Anden Verdenskrig og ham, vi kan takke for, at hovedparten af os i dag har tillægspensionen ATP, at vi har både en Storebælts- og en Øresundsbro. Og at Danmarks Radios monopol blev ophævet.
De sager – ikke mindst pensionen – fremhævede han selv som dém, han var mest stolt af at have stået i spidsen for.
»Aftalen (om pension, red.) skabte tryghed for almindelige mennesker, og det er meget vigtigt. Jeg kan huske, hvordan min far, der var selvstændig, ofte diskuterede med min mor, hvad de skulle leve af, når de blev gamle. Det er en aftale, jeg er meget glad for,« fortalte han i et interview med B.T. i 2019.
Men lige så glad han var for dét, der var lykkedes, lige så meget ærgrede han sig uden tvivl over, at det ofte trængte i baggrunden på grund af dén sag, der i 1993 tvang ham til at gå af som statsminister. Tamilsagen.
»Det er, som om,« sagde han i adskillige interview med ærgrelse i stemmen, »at folk helt glemmer det gode.«
Politik fik han nærmest ind med modermælken hjemme i Tønder, hvor han voksede op med, hvad han kaldte 'flittige og aktive' forældre, der drev købmandsforretning.
Og det var deres ihærdige indsats som selvstændige forretningsdrivende, der lagde de vigtige grundsten på hans videre vej i livet. At stenene var konservative, var der ingen tvivl om.
De første skridt blev taget i Konservativ Ungdom, hvor han i 1952 – som 23-årig – blev valgt som landsformand. Og efter at have taget de næste skridt med jurastudiet var han klar til de store. Dém, der førte til Folketinget.
I 1964 blev Poul Schlüter valgt ind, og 10 år senere blev han landsformand for partiet. I første runde frem til 1977 og igen fra 1981 til 1993.
Det var et andet Danmark, der lå foran Poul Schlüter, da han i 1982 satte sig for bordenden for den firkløver-regering, der skulle rede de filtrede tråde ud af det håndklæde, som Anker Jørgensen havde smidt i ringen.
Ikke mindst store økonomiske problemer var en trussel mod hele den danske velfærdsmodel. Skulle de løses, krævede det samarbejde. På kryds og på tværs.
Og det var netop her, at Poul Schüters allerstørste styrke lå. Han var kompromisets kunstner, ham, der kunne få folk til at tale sammen. Uanset, hvilken fløj de tilhørte.
»Poul havde og har et format, som måske i dag mangler hos mange politikere. Formatet viser sig i hans måde at tale på og hans måde at behandle folk på og ikke mindst i hans humor og selvironi. Det er jo guld værd,« som hans tredje og sidste kone, Anne Marie Vessel Schlüter, for et par år siden udtrykte det i Billed-Bladet.
Det var hende, der stod last og brast ved hans side i de stormfulde år, hvor han – ligesom Anker Jørgensen et årti tidligere havde måttet – endte med at være dén, der måtte smide håndklædet i ringen og gå af som statsminister på grund af tamilsagen.
Men det var ikke kun politik, der fyldte i Poul Schlüters liv. Kærlighed og kvinder udgjorde en nok lige så væsentlig del.
»Kvinder har – siden puberteten – været en dominerende del af mit liv. Kvinder er den bedste halvdel af menneskeheden,« indrømmede han da også selv i biografien 'Schlüter – Det var vel ikke så ringe endda'.
34 år gammel blev han gift første gang i 1963, og sammen med Majken fik han de tre børn Peter, Anne Marie og Søren.
Men det sunde og stabile familieliv, som var en af grundstenene i hans konservative fundament, og som han stræbte efter, vaklede hurtigt.
Majken kunne ikke forlige sig med hans travle politiske liv. Og selv om parret i adskillige år blev sammen for børnenes skyld, var en skilsmisse uundgåelig.
Der gik dog kun et år, før Poul Schlüter blev forelsket i gymnasielæreren Lisbeth. I hende fandt han en kvinde, der kunne spille på begge banehalvdele.
»Hun var min 'spindoktor', det kan man roligt sige. Men frem for alt blev hun en understregning af, at hvis man skal kunne fungere i toppolitik, så kan det ikke nytte noget, at ens ægtefælle overhovedet ikke interesserer sig for det,« som Poul Schlüter understregede i førnævnte biografi.
Lykken holdt dog kun i 10 år. I 1988 døde Lisbeth Schlüter af kræft. Kun 43 år gammel. Hele Poul Schlüters fundament brast. Og som hans ven, den nu afdøde radikale nestor Niels Helveg Petersen, udtrykte det, var det, som om statsministeren manglede en 'nær allieret at diskutere med', som kunne 'hjælpe ham med at finde den rette politiske kurs'.
Han prøvede at arbejde sig ud af sorgen. Kaldte det 'en streng tid'. For der var ikke noget at komme hjem til.
»Når jeg tænkte min situation igennem, blev jeg klar over, at jeg måtte have en ny hustru. Så jeg begyndte at lede og sagde til mig selv, at der måtte da være én, der kunne friste mig,« sagde han i bogen 'Schlüter – Det var vel ikke så ringe endda'.
'Den af os, der engang bliver alene, må leve livet videre for os begge,' havde Lisbeth sagt til ham. Og i den 20 yngre balletstjerne Anne Marie Vessel fandt han hende, som han turde leve livet videre med. Og som han nåede at leve mere end 30 gode år af sit liv sammen med.
Men at livet skrumpede ind, da politik ikke længere var dén akse, hans verden drejede omkring, lagde han især de seneste år ikke skjul på.
»Det var en personlig nedtur i den første tid, efter at jeg var gået af som statsminister. Man kører op til Dronningen og siger farvel, og så kommer man hjem, og så er det slut. Det er meget brutalt,« som han udtrykte det i Kristeligt Dagblad i 2015
Eller – som han to år senere med det velkendte lune glimt i øjet og gavtyvesmil – sagde i tv-dokumentarserien 'Statsministrene':
»Det er ikke let at blive statsminister. Men det er let at være det. Til gengæld er det ikke let at holde op med at være det.«
Men alligevel glædede det ham, at der i anledning af hans 90-års fødselsdag blev udgivet en bog, der markerede enden på hans virke.
»Det bliver rart, at der bliver sat et punktum. Det må også være på tide,« sagde han i et interview med B.T. om bogen 'Schlüters politiske testamente'.
De første år af pensionisttilværelsen var lette nok. Som med så meget andet i livet havde den sirlige Schlüter forberedt sig, så dagene og aftenerne kunne fyldes med jagt, golf og bridge.
Men da det for flere år siden begyndte at knibe med bentøjet, røg jagten og golfen, og meget af tiden blev tilbragt i herskabslejligheden på Frederiksberg Allé. Med at læse aviser og bøger, lytte til klassisk musik på radioen og se tv.
»Tiden kan falde lang for mig, fordi Mie har så travlt. Jeg sidder meget herhjemme. Det er anderledes end dengang, jeg var i beskæftigelse,« som han fortalte Billed-Bladet i 2013 og uddybede to år senere i et interview med Kristeligt Dagblad:
»Jeg har som de fleste i min alder forskellige småskavanker – det må man leve med. Det er helt naturligt, når man har nået så høj en alder som jeg, at så er der ting, man ikke kan mere. Så må man leve på minderne.«
Et par gange om året var han ude for at lufte minderne. Så mødtes han med gamle kolleger og venner på en restaurant lidt længere op ad gaden og gav det politiske liv 'nogle drøje hug'.
Men flokken af eksministre tyndede ud omkring bordet. Og nu er endnu en plads blevet tom.
En stor, lun og vidende én.
