I et sidste interview før sin død gjorde Poul Schlüter sine holdninger til den nuværende situation i dansk politik helt klar.

Og der blev ikke lagt fingre imellem, da den aldrende statsmand og konservative statsminister fem uger før sin død satte sig ned og talte med det konservative medlemsblad, Politisk Horisont, i hvad der skulle blive hans sidste offentlige udtalelser.

I interviewet, der netop er offentliggjort på partiets hjemmeside, taler den 92-årige Schlüter blandt andet om en »fuldstændig rædselsfuld tendens«, der har sneget sig ind i dansk politik.

Han peger på spindoktorer, særlige rådgivere, kommunikationsfolk og i det hele taget alt for mange lag mellem regering og borgerne som et mærkbart skred sammenlignet med hans egen tid i toppen af dansk politik.

En glad nyudnævnt konservativ statsminister Poul Schlüter kommer ud fra audiens hos droninngen med sin fireparti-regering i september 1982.
En glad nyudnævnt konservativ statsminister Poul Schlüter kommer ud fra audiens hos droninngen med sin fireparti-regering i september 1982. MOGENS LADEGAARD

»Der er sket kolossalt meget omkring personellet i ministerierne. Det bryder jeg mig ikke om. Der var faktisk ikke spindoktorer, da jeg var statsminister. Jeg har eksempelvis aldrig bedt nogen om at læse noget igennem, inden det blev trykt i pressen. Det kunne jeg ikke drømme om,« siger Poul Schlüter i interviewet.

Det er politikerne og ikke folk omkring dem, der skal danne holdningerne og træffe beslutninger, tilføjer han.

»Det er tåbeligt med alle de rådgivere. Bare se på statsministerens pressemøder – og dem har hun haft mange af. De pressemøder er jo instrueret af hendes spindoktorer. Det er der ingen tvivl om,« siger Schlüter om Mette Frederiksens coronakommunikation.

Poul Schlüter gik bort 28. maj i en alder af 92 år. Han var statsminister fra 1982 og frem til 1993, hvilket gør ham til den længst siddende danske statsminister efter Anden Verdenskrig.

Poul Schlüter ses her i sit sommerhus under hans sidste interview i april 2021. Han døde fem uger senere.
Poul Schlüter ses her i sit sommerhus under hans sidste interview i april 2021. Han døde fem uger senere. Keld Navntoft for Politisk Horisont

I de senere år var Poul Schlüter pressesky og afholdt sig fra at kommentere dansk politik og aktuelle emner – heller ikke selvom hans gamle parti, der med ham i spidsen scorede hele 42 mandater og over 23 procent af stemmerne ved valget i 1984, har været igennem flere store kriser.

Men i interviewet løfter Schlüter dog sløret for, hvordan det aktuelle politiske billede ser ud gennem hans øjne.

Socialdemokratiet er ikke længere repræsenteret af »rigtige« socialdemokrater, og partiet har på alle ledder og kanter rykket sig for langt til højre.

Samtidig har Venstre, der i årtier har været De Konservatives tætteste allierede i det parlamentariske spil, »spildt sin position«, lyder analysen fra den afdøde Poul Schlüter.

Jeg tør ikke svare på, hvorfor Venstre gør sådan

»Der har været meget uenighed og splid. Det kommer til at koste vælgere. Det er jo også sært, at Venstre eksempelvis ikke er med i et politiforlig eller ikke vil give statsministeren mandat til at forhandle i EU. Jeg tør ikke svare på, hvorfor Venstre gør sådan,« siger Schlüter om partiet, der var en del af kernen i samtlige Schlüters borgerlige regeringer.

Poul Schlüter lader i interviewet med Politisk Horisont også et par ord falde om sit eget partis nylige fremgang i målingerne.

»Jeg kan jo se, at det går vældig pænt for mit gamle parti. Partiet har haft en meget hård tid førhen. En svær tid. Men nu er der kommet en anden stemning. Jeg er særdeles fortrøstningsfuld. Søren Pape er en dygtig leder,« siger han i interviewet, hvor han også slår fast, at Danmark ikke har set sin sidste konservative statsminister.

»Men det ser ud til, at der er lidt tid til, når nu Mette Frederiksen står så stærkt,« lyder analysen.

Poul Schlüter bisættes fra Holmens Kirke i København lørdag eftermiddag.