»Jeg kommer ned med det samme.«
Poul Schlüter svarer øjeblikkelig, da jeg ringer på dørtelefonen til hans store herskabslejlighed på Frederiksberg Allé. Her har han boet i 38 år, så han kender turen ud af København. Vi skal til Hornbæk, hvor han elsker at opholde sig.
»Der er sket meget med mig de seneste to år. Min fysik er blevet svagere,« siger han i bilen. Poul Schlüter døjer i øjeblikket med en dårlig ryg. Han er nok fysisk skrumpet, men hans humør og tilstedeværelse fejler ikke noget. Der er stadig et drillende liv i de gamle øjne. Han leder stadig efter den helt mundrette formulering.
Han er velorienteret. Læser sine aviser hver formiddag, for han er B-menneske og vil helst ikke ud af sengen før ud på formiddagen. Han følger TV 2 News daglig, så der er ikke et emne på vores køretur denne våde martseftermiddag, han ikke kan deltage i. Med indsigt, humor og skarpe meninger.
Poul Schlüter er på vej mod de 90 år. En ny bog, 'Schlüters politiske testamente', skrevet af den tidligere konservative generalsekretær og politiske journalist John Wagner, markerer fødselsdagen. Bogen gennemgår Schlüters lange embedsperiode, og han bidrager selv med flere indlæg skrevet på sin 30 år gamle rejseskrivemaskine.
»Det bliver rart at sætte et punktum. Det må også være på tide,« siger han om den nye bog.
Ved fødselsdagen, den 3. april, vil han være i centrum for et stort arrangement på Børsen. Schlüter er nok ydmyg i sin tilgang, ikke mindst i forhold til offentligheden, men han har intet imod at være i centrum. Han nyder det faktisk.
Min største bedrift
Poul Schlüter kom til magten i 1982, da daværende statsminister Anker Jørgensen gav op, smed tøjlerne og gav dem til den konservative leder. Det var en overraskelse, at Poul Schlüter blev så succesrig som statsminister. Dog ikke for alle. Det var i høj grad den radikale leder, Niels Helveg Petersen, der hjalp Schlüter til magten med ordene »Han bliver bedre, end nogen drømmer om«.
Poul Schlüter regerede i en periode, som de færreste drømmer om i dag. Renten var over 20 procent, inflationen buldrede af sted, arbejdsløsheden var høj, og de politiske partier var uenige om Danmarks samarbejde med EU og NATO.
Det lykkedes Poul Schlüter med skiftende regeringer at få styr på det meste, hvilket må betegnes som en gigantisk indsats. I bagklogskabens lys er det svært at vurdere, hvilken bedrift der er den største: den økonomiske genopretning eller fastlæggelsen af Danmarks udenrigspolitik.
»Jeg er allermest begejstret for, at det lykkedes os via trepartsforhandlinger at skabe en pensionsaftale for alle lønmodtagere. I begyndelsen var det blot en lille procentsats, men nu er den jo vokset til mange procent. Journalister betaler eksempelvis 15 procent i pensionsbidrag i dag,« siger han for at vise mig, at han kender nutidens forhold.
»Aftalen skabte tryghed for almindelige mennesker, og det er meget vigtigt. Jeg kan huske, hvordan min far, der var selvstændig, ofte diskuterede med min mor, hvad de skulle leve af, når de blev gamle. Det er en aftale, jeg er meget glad for.«
»42 mandater, vil du tænke dig!«
I forhold til dansk politik efter årtusindeskiftet, hvor et valg står for døren efter fireårige perioder, var Poul Schlüter ikke bange for at trykke på knappen. Han udskrev valg nærmest hvert andet år. Første gang i 1984, hvor han vandt en jordskredssejr med 42 mandater.
»42 mandater, 42, vil du tænke dig!« er hans normale reaktion.
Poul Schlüter er udmærket klar over, at der ikke var så mange konservative i Danmark.
Deraf hans senere kendte udtryk »Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget.«
»De mange mandater var jo et skulderklap, men ikke udtryk for, at der pludselig var så mange konservative. Det var mere en anerkendelse af vores arbejde med genopretning af økonomien, men det var alligevel vigtigt, at vi ikke skræmte de nye vælgere væk. Det betyder noget, at vi hedder Folkeparti. Det Konservative Folkeparti. Jeg vandt det første valg som statsminister, og siden sørgede jeg for ikke at tabe nogen, så vi kunne fortsætte arbejdet.«
Det er tydeligt, at Schlüter er stolt over, at han blev den første danske borgerlige statsminister, der formåede at beholde regeringsmagten valg efter valg. Fire gange udskrev han valg, ofte på en hurtig reaktion og uden den store forberedelse med de andre regeringsdeltagere.
»Den ret tilhører statsministeren og kun ham. Og den skal han benytte sig af, og jeg har ikke fortrudt nogen af dem.«
Poul Schlüter er heller ikke en mand, der i dag fortryder meget af sine 10 år og 137 dage ved regeringsmagten. Én ting ærgrer ham dog: Han måtte opgive et stort anlagt udspil til en skattereform i 1989.
»Men socialdemokraterne ville ikke noget, og aftalen skulle laves med dem. Glistrup kunne vi ikke regne med. Vi forsøgte alt, og vi var klar til at give indrømmelser, men især Svend Auken og Ritt Bjerregaard ville ikke noget. Ærgerligt, for det ville have lagt hele skatten på plads.«
De fleste er enige om, at Poul Schlüter befandt sig som en fisk i vandet som statsminister. Han elskede det parlamentariske spil, og han mestrede det bedre end nogen. Han var den første klare politiske kommunikator og havde et naturtalent for at skabe one-liners.
Han nød at have det, han selv kalder 'det statsministerielle udspil' til nye store planer for 80'ernes Danmark. Det var i Schlüters regeringsperiode, at de store broer, Storebælt og Øresund, blev besluttet. Ørestaden, Metroen og TV 2 blev planlagt og besluttet. Registreret partnerskab, der gav mulighed for homoseksuelle ægteskaber, og et hjernedødskriterium, der åbnede for organtransplantationer, er fra Schlüters tid.
»Hun er næsten for gammel til mig«
Vi spiser frokost i Hornbæk, der er Schlüters andet hjem. Han er ikke meget for det danske vejr i vinterhalvåret. Det er vanskeligt at komme ud af lejligheden på Frederiksberg, når fysikken halter, men om sommeren flytter han og konen, Anne Marie 'Mie' Vessel Schlüter, til Hornbæk.
Parret har været gift i 30 år. Poul Schlüter mødte 'Mie', da han som statsminister havde officielt besøg af den tyske præsident, Richard von Weizsäcker. En del af det officielle program var en balletforestilling på Det Kongelige Teater. Anne Marie Vessel blev præsenteret for landets statsminister, og under deres samtale opdagede Schlüter, at hun havde fødselsdag den kommende fredag. Poul Schlüter lovede at møde op.
Måske var det kærlighed ved første blik, men sådan noget fortæller Schlüter ikke.
»Jeg tror, at hun blev overrasket over, at jeg mødte op til receptionen i hendes lejlighed som lovet, men sådan var det. Tænk sig, hun er 70 år i dag. Hun er næsten blevet for gammel til mig,« siger han med sin sædvanlige humor. Han kan ikke lade være.
Den store reformator
Poul Schlüter følger med i dagens politik. Han er varsom med at kommentere sine efterfølgere i embedet, skønt der falder små sætninger af under vores frokost.
»Hvis statsministeren ikke bliver genvalgt, har han kun sig selv at takke for det.«
Han er vidende om, at Helle Thorning-Schmidt forlader direktørposten hos Save the Children i London:
»Det var ikke længe, hun var der.«
Da Schlüter overtog magten, havde Danmark den mest lempelige udlændingepolitik i verden. Den var dikteret af De Radikale og prisen for statsministerposten. Han erkender i dag, at man nok tidligere skulle have gjort 'noget ved det problem,' som han siger.
»Men vi troede jo ikke, at det ville udvikle sig sådan. Det er nødvendigt, at EU får bevogtet den ydre grænse. Det bliver meget dyrt, men der er ingen vej uden om,« lyder hans bud på en af tidens store udfordringer.
Han er heller ikke vild med briternes ønske om brexit:
»Det kommer til at gøre ondt på dem selv. Meget ondt.«
Han er ikke tilhænger af Donald Trump og hans 'Make America Great Again'-kampagne. Det er for populistisk.
I det hele taget er han optaget af samarbejdet i EU og NATO, hvilket fyldte en del for hans egne regeringer. Danmark er i dag et naturligt medlem af de to organisationer, men den placering er skabt gennem to dristige valg. Poul Schlüter er anerkendt for sin genistreg med en vejledende folkeafstemning om EF-pakken i 1986, som sikrede det indre marked. På samme måde bankede han socialdemokraterne på plads med et folketingsvalg, der handlede om Danmarks tilknytning til NATO i 1988.
Poul Schlüters regeringsperiode var præget af dramatik og dristige beslutninger med Tamilsagen som den mest spektakulære. Sagen fældede ham, men ikke hans eftermæle.
Han anerkendes i dag som politikeren, der ændrede landet. I den seneste større afhandling, 'Schlüters årti 1982-93', skriver forfatterne, at Poul Schlüter reformerede samfundet til den 'konkurrencedygtige velfærdsstat, Danmark er i dag'.
Han vil selv gerne huskes som en politiker, 'der mestrede at skabe et samarbejde, så alle parter fik noget med derfra'.
Først og fremmest huskes han som STATSMINISTEREN – et job, han elskede og aldrig kunne slippe.
Vores afsluttende samtale i bilen på vej mod Frederiksberg kredser om dette.
Når du ser statsministeren i dag, tænker du så 'Godt, det ikke er mig'?
»Aldrig.«
Tænker du nogensinde 'Bare, det var mig'?
»Hver dag.«
