Forgiftning, dårlig mave og skader på de indre organer.
Det er ikke småting vores firbenede venner risikerer at rage til sig på en helt almindelig gåtur i efteråret.
Netop nu er faren nemlig overhængende for at hunde bliver syge af ting, de spiser.
Og denne gang er problemet ikke snus eller godbidder fyldt med barberblade, som der tidligere har været skrevet om.
Nej, det er såmænd naturens eget 'spisekammer', der udgør en fare for vores kæledyrs ve og vel.
Det kan være svampe, kastanjer eller rådne æbler. For ikke at tale om blomsterløg og rottegift.
Agria Dyreforsikring advarer i en pressemeddelelse om, at efteråret bringer en række risici med sig, som kan give hundene alvorlige sundhedsproblemer.
Og listen over potentielle trusler mod hundenes helbred er lang.
Kastanjer indeholder stoffet glycosidet aesculin, som er giftigt for især hvalpe og unghunde.
Svampe kan gøre hunden utilpas og føre til opkastning, diarré og mavebesvær og i værste tilfælde være direkte dødelige.
Der er garvesyre i agern, som kan give hunden både dårlig mave, nyre- og leversvigt.
Rådne æbler og anden nedfalden frugt kan være fyldt med snegle, som kan smitte hunden med hjertelungeorm, og hvis frugterne er begyndte at gære, kan hunden blive småberuset og få alvorlig alkoholforgiftning og varige skader på de indre organer.
De blomsterløg, du planter i haven, indeholder koncentrerede mængder af toksiner, som kan få uheldige virkninger på hunde. Som minimum får de dårlig mave, hvis de spiser dem.
Hvis du bruger gift mod mus og rotter, så sørg for, at din hund ikke kan få fat i det. Det dufter nemlig af mad, som hunden kan spise, og det kan den blive syg af.
Bliver de hund syg efter at have guffet i nogle af de ovennævnte ting, bør du altid søge dyrlæge. I værste tilfælde kan det være nødvendigt at operere dyret.
