Søndag aften satte 21-årige Mikkel Sonne Clifforth hundesnor på sin syv måneder gamle hvalp, Mango. Det var tid til den faste aftentur på Monrads Plads i Valby.

Mango, der er en old english bulldog, satte i fuldt firspring kurs mod en gruppe store sten midt på pladsen. Men i sidste sekund opdagede Mikkel Sonne Clifforth, at det ikke kun var stenene, der havde fanget hundens interesse. Den havde fået øje på en bunke toastbrød.

»Ikke igen,« nåede han at tænke, inden han fik stoppet Mango, lige før den borede snuden ned i godbidden.

Da den 21-årige hundeejer undersøgte brødet, blev hans bange anelser bekræftet.

Maiken Skov Andersen og Mikkel Sonne Clifforth har fire gange fundet brød med knuste barberblade i, der hvor de lufter deres hund.
Maiken Skov Andersen og Mikkel Sonne Clifforth har fire gange fundet brød med knuste barberblade i, der hvor de lufter deres hund. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Afbrækkede knivblade fra en hobbykniv var stoppet ind i siden af det,« fortæller han.

»Det er en fælde, man ikke opdager, før ens hund står og bløder ud af munden. Sluger de brødet, kan det ende med indre blødninger.«

Det er ikke første gang, det sker:

»Det er fjerde gang, vi oplever det. Denne gang lå brødet fordelt rundt på stenene. En anden gang lå det i en pose, og to gange har indholdet bare været vendt ud mellem stenene.«

Han har ingen anelse om, hvem der har lagt brødet eller hvorfor. Men han har en idé om, hvad der kan ske, hvis et dyr uforvarende kommer til at æde af det.

»Vi har set billeder af en hund, der fik skåret munden op. Det blev lagt ud på vores ejerforeningens hjemmeside, derfor har vi været ekstra opmærksomme på det.«

Det har været præcis det samme brød, hver gang – hvidt toastbrød med kerner. Men når Mikkel Sonne Clifforth har kigget nærmere efter, har det ikke kun været kerner, der er blandet i.

»Brødet har ligesom glimtet lidt. Jeg tænker, de har taget barberblade, banket dem i stykker og proppet ind i.«

Syv måneder gamle Mango kunne være kommet slemt til skade, hvis den havde ædt af brødet.
Syv måneder gamle Mango kunne være kommet slemt til skade, hvis den havde ædt af brødet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Mikkel Sonne Clifforth tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis Mango havde ædt af det. Men som han siger:

»Det kunne ødelægge en hel aften, hvis man skulle på dyrehospitalet – og så til weekendtakster...«

Søndag aften ringede han straks til politiet, der bad ham om at samle brødet i en pose.

»Senere på aftenen kom de og sikrede spor fra stedet.«

Det er ved de her sten på Monrads Plads i Valby, at hundeejer Mikkel Sonne Clifforth fire gange har fundet brød med knuste barberblade i.
Det er ved de her sten på Monrads Plads i Valby, at hundeejer Mikkel Sonne Clifforth fire gange har fundet brød med knuste barberblade i. Foto: Google maps
Vis mere

Det er fjerde gang, at Mikkel Sonne Clifforth har gjort politiet opmærksom på problemet.

»Næste gang det sker, har de bedt mig om at tage billeder af det. Så vil de komme med det samme.«

Politiet bekræfter, at de efter den seneste anmeldelse nåede at sikre bevismateriele, som de nu er ved at gennemgå.

Lederen af nærpolitiet på Frederiksberg/Valby, Trine Fisker, siger til lokalavisen Valbybladet:

»Vi vil meget gerne opfordre Valby-borgerne til at anmelde det, hvis de finder brød, hvori der er gemt knivstykker eller barberblade. Det kan jo have alvorlige konsekvenser.«

Men for at gøre andre dyreejere opmærksom på problemet har Mikkel og hans kæreste, Maiken Skov Andersen, lagt et osplag på Facebook-siden 'Valby 2500 for os der holder af Valby'.

»Det er ikke til at sige, om handlingen er rettet mod hunde, fugle eller rotter. Men på Facebook-siden var de fleste i chok over, at nogen kunne finde på det,« siger Mikkel Sonne Clifforth.