Nisse Sauerland varsler et stort tilbud til Mogens Palle for at lade Sarah Mahfoud møde Dina Thorslund, men der fyres også op under en anden danskerkamp.

Planerne om en intern dansk VM-kamp og et stort danskerstævne er ikke droppet, selvom der endnu ikke forhandles mellem Team Sauerland og Mogens Palle.

Det afslører promotor Nisse Sauerland over for B.T.

»Indenfor de kommende dage kommer jeg til at sende et tilbud til Mogens Palle om at lave kampene mellem Dina Thorslund og Sarah Mahfoud og Micki Nielsen mod Ditlev Rossing,« forklarer promotoren.

Nisse Sauerland vil sende et konkret tilbud Mogens Palle for at skabe en VM-kamp mellem Dina Thorslund og Sarah Mahfoud.
Nisse Sauerland vil sende et konkret tilbud Mogens Palle for at skabe en VM-kamp mellem Dina Thorslund og Sarah Mahfoud.
Vis mere

Det er nogle uger siden, at B.T. første gang skrev om, at Nisse Sauerland gik med planer om at lave et 'danskerstævne'.

Ideen blev sendt videre til Mogens Palle, som dog ikke har svaret på henvendelsen fra promotor-rivalen. Nisse Sauerland har alligevel ikke opgivet at få Mogens Palle til forhandlingsbordet.

»Jeg vil give Mogens Palle et godt økonomisk tilbud. Når alt kommer til alt, så skal han fortælle sine boksere om de tilbud, der kommer til dem. Og Sarah Mahfoud kommer til at få et meget godt tilbud,« siger Nisse Sauerland og fortsætter:

»Vi vil gerne lave kampen med Sarah Mahfoud som en VM-kamp om Dinas WBO-bælte i superbantamvægt. Men vi vil også gerne gå op i fjervægt for at møde hende. Vi vil bare gerne have kampen mod Mahfoud.«

Dina Thorslund er klar til at sætte sin VM-titel på spil mod Sarah Mahfoud. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016)
Dina Thorslund er klar til at sætte sin VM-titel på spil mod Sarah Mahfoud. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er planen, at det potentielle VM-stævne skal bokses i enten december i år eller i januar 2019. Nisse Sauerlands iver efter at få Sarah Mahfoud og Ditlev Rossing i ringen får en kølig modtagelse af Mogens Palle.

»Det er ikke noget, jeg er interesseret i lige nu. Jeg har andre planer med Sarah Mahfoud. Det der tilbud er et forsøg på at malke det sidste ud af dansk boksning,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Men jeg vil skam gerne lave kampene. Jeg er dog kun interesseret i at lave kampene på mit eget stævne, og jeg er ikke interesseret i en kamp mellem Ditlev Rossing og Micki Nielsen på nuværende tidspunkt.«

Mogens Palle er i stedet mere interesseret i, om Patrick Nielsen kunne tænke sig en kamp mod Jeppe Morell ved et fremtidigt stævne.

Dina Thorslund er klar til at sætte sin VM-titel på spil mod Sarah Mahfoud. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016)
Dina Thorslund er klar til at sætte sin VM-titel på spil mod Sarah Mahfoud. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Du kan jo høre, om Patrick Nielsen har lyst til at bokse en kamp mod Jeppe Morell,« siger Mogens Palle.

Mens hendes promotor er forbeholden over for føleren fra Team Sauerland, er Sarah Mahfoud mere positiv over udsigten til en lukrativ VM-kamp.

»Jamen jeg glæder mig da til at se tilbuddet. Jeg har ikke talt med Mogens om det endnu. Men jeg ved, at han er i gang med at lave noget andet, som jeg forbereder mig til,« siger Sarah Mahfoud til B.T. og tilføjer:

»Men jeg er åben over for, hvad der kommer.«

Selvom Sarah Mahfoud skulle gå ned i vægt for at bokse VM-kamp i superbantamvægt, afviser hun ikke muligheden.

»Jeg kunne godt komme derned, men om det kunne blive i december eller januar, det er spørgsmålet. Jeg har samtidig kun gået seks omgange, så forberedelserne skulle være i orden op til sådan en kamp,« siger hun.

Ditlev Rossing, der selv har været ude og udfordre Team Sauerlands Micki Nielsen, ser frem til at høre mere om, hvorvidt håbet om et opgør mod kollegaen kan blive en realitet.

»Det lyder fint, og jeg er klart. Men jeg er jo ikke herre over, hvad der skal ske. Jeg er bokser, træner og står klar til kamp. Men det lyder spændende,« siger Ditlev Rossing til B.T.