Mogens Palle-bokseren Jeppe Morell ser Patrick Nielsen som sin drømmemodstander og udfordrer rivalen til kamp.

Således håber Jeppe Morell at lokke Patrick Nielsen i ringen, hvis Mogens Palle og Team Sauerland kan blive enige om at lave et stort 'dansker-stævne' sidst på året.

Muligheden er opstået, efter promotor Nisse Sauerland i den seneste uge opfordrede Mogens Palle til at gå sammen om at lave et dansk stævne med flere interne danskerkampe. Her håber Jeppe Morell, at en kamp mellem ham og Patrick Nielsen kunne komme på plakaten.

»Jeg har selvfølgelig mit fokus på min kamp lørdag ved Danish Fight Night mod Ruben Acosta. Men på min ønskeliste ligger Patrick Nielsen nummer et. Det er min drømmemodstander. Lige efter Patrick Nielsen kommer svenske Sven Fornling, som jeg vil have en revanche mod på et tidspunkt. Men Patrick Nielsen er et rigtig spændende opgør,« siger Jeppe Morell til B.T.

Jeppe Morell fra Danish Fight Nigth er tættere end nogensinde på at få opfyldt drømmen om at møde Patrick Nielsen. (Foto: pressebillede)
Jeppe Morell fra Danish Fight Nigth er tættere end nogensinde på at få opfyldt drømmen om at møde Patrick Nielsen. (Foto: pressebillede)
Vis mere

Modstanderen Ruben Acosta, som Jeppe Morell møder lørdag i Frederiksberg Hallen, har tidligere bokset og tabt til Patrick Nielsen. Derfor mener Jeppe Morell, at han med en sejr vil være en oplagt modstander for Patrick Nielsen.

»Det ville kvalificere mig, for så kommer vi også til at ligge tættere rangeringsmæssigt, og det ville give mening for begge parter, da vinderen kunne avancere med en sejr,« siger Jeppe Morell og forklarer, hvorfor han så gerne vil møde Patrick Nielsen.

»Patrick har jo et navn i Danmark. Om man kan lide ham eller ej, så ved folk, hvem han er. Det ville være en kamp, der ville skabe opmærksomhed. Det er også en kamp, hvor jeg med en sejr kunne sætte en streg under mit eget navn. Jeg synes også, at det er en god mand at slå. Patrick har haft en karriere med op- og nedtur som mig selv, så det ville være en god skalp at få på mit cv.«

Meget afhænger dog af, hvad Jeppe Morells promotor, Mogens Palle, synes om ideen. Men over for B.T. åbner Mogens Palle nu for gøre Jeppe Morells håb til virkelighed.

Nisse Sauerland vil lave et stort stævne med Mogens Palle.
Nisse Sauerland vil lave et stort stævne med Mogens Palle.
Vis mere

»Vi må se, hvordan stævnet går på lørdag. Alle bokserne er spændt hårdt for. Jeppe skal vinde, ellers falder det hele til jorden. Det er hans chance nu, og den skal han tage,« siger Mogens Palle.

Men ville en sejr mod Ruben Acosta så betyde, at du ville forsøge lave en kamp mellem Jeppe Morell og Patrick Nielsen efterfølgende?

»Ja, det kunne jeg godt se på så (en kamp mod Patrick Nielsen, red.),« slår Mogens Palle fast.