Søndag bliver en stor dag for den svenske landsholdsspiller Jenny Carlson.

For første gang træder hun nemlig ind på banen til en OL-kamp, når Sveriges håndboldlandshold står over for Spanien, og forud for debuten fortæller bagspilleren nu, at hun kommer til at spille opgøret med en stomipose.

Noget, hun har gjort i flere år, og som ifølge hende har været et tabu.

»Jeg har valgt at være åben omkring det, for jeg har oplevet fra mange, at det har været et tabu at tale om og have det. Det har fungeret godt, og jeg vil vise, at det faktisk er muligt,« siger Carlson til den svenske avis Aftonbladet.

Den 26-årige svensker er blevet en håndboldstjerne mod alle odds, som mediet selv beskriver det.

Landsholdsspilleren er nemlig vokset op med alvorlige maveproblemer, ligesom hun også har kæmpet med en korsbåndsoperation, en alvorlig fingerskade og skulderproblemer i løbet af sin karriere.

Det var som 18-årig, at Jenny Carlson fik stillet diagnosen colitis ulcerosa, der er en kronisk betændelsestilstand i tyktarmen og endetarmen.

Medicinen mod sygdommen viste sig også at give hende komplikationer som nyresten, helvedesild og en blodprop i benet.

Carlson, der i dag spiller for Holstebro Håndbold, har spillet med en stomipose siden sommeren 2018, hvor hun netop var kommet til dansk håndbold.

Efter en maveoperation fik hun således stomiposen og spillede ikke i resten af sæsonen. Stomiposen har hun spillet med lige siden.

Forud for operationen havde Carlson ellers fået den lidt bekymrende melding, at lægerne var i tvivl om, hvorvidt hun kunne fortsætte sin karriere som håndboldspiller.

»De vidste ikke, hvordan kroppen ville reagere på sådan en operation. Der er mange, der får problemer. Og hvis ikke fysisk, så mentalt i forhold til hvad du tør at gøre,« fortæller svenskeren.

Jenny Carlson skiftede i 2018 til dansk håndbold og Ringkøbing Håndbold. Året efter skiftede hun til Aalborg Håndbold, inden fra 2020 så har trukket Holstebro-trøjen over hovedet.