Da Sarah Bro lørdag satte sig i kommentatorboksen, var det en helt særlig oplevelse.

»Det var fantastisk. Jeg er bare glad for at kunne være med. Der var mange følelser på spil, fordi jeg er personligt investeret på flere plan. Det er jo mine gamle svømmekollegaer, Signe er med, og så er OL bare det største, man kan være med til i svømning.«

Sådan lyder det fra Sarah Bro, der i dag er ekspertkommentator hos Discovery+, efter hun sidste år stoppede sin karriere som svømmer.

For der er nemlig også en Bro med i Tokyo, nemlig Signe. Lillesøster til Sarah Bro og OL-debutant. Hun har tidligere fortalt, hvordan det var rørende på en måde at kunne dele oplevelsen sammen, og det er Sarah Bro bestemt enig i.

Signe Bro og Jeanette Ottesen efter lørdagens 4 x 100 meter fri.
Signe Bro og Jeanette Ottesen efter lørdagens 4 x 100 meter fri. Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

Følelserne ramte da også, da hun så sin lillesøster træde ind mod bassinet og stille sig på skamlen for at svømme 4 x 100 meter fri.

»Jeg blev bare så stolt, da jeg så Signe. Jeg ved, hvor hårdt hun har arbejdet for det, og hvad det betyder for hende,« siger Sarah Bro, der var med vel OL i Rio i 2016 og fortsætter:

»Det hjalp også på min nervøsitet, at jeg kunne se, hun var helt rolig. Det er sejt og kæmpestort for pigerne, for Jeanette (Ottesen, red.), Signe og for Danmark,« siger Sarah Bro med henvisning til, at weekendens løb er Ottesens sidste.

Sarah Bro har da også talt med sin lillesøster i løbet af de sidste par dage. Signe Bro spåede, at det godt kunne blive en meget rørende lørdag for dem begge, og det gjorde det da også.

Den danske holdkap er videre til søndagens finale.
Den danske holdkap er videre til søndagens finale. Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

Til B.T. har hun desuden fortalt, at Sarah Bro har støttet hende helt vildt og bare rådet hende til at nyde det.

Der er ikke kommet så mange 'svømmemæssige' råd med på vejen, som hun formulerede det, og det har også været helt bevidst, fortæller Sarah Bro.

»Jeg talte med Signe i går, og hun glædede sig og var en lille smule utålmodig, men generelt bare glad for, hun skulle i gang. Jeg sagde til hende, at vi er stolte af hende, lige meget hvad resultatet i dag blev. Jeg har prøvet at bevare en 'søsterrolle' og være der for hende. Jeg ved, at Signe har arbejdet meget med sig selv, så hun har 100 procent styr på det hele, og jeg ville ikke kunne sige noget, hun ikke allerede vidste,« siger Discovery+-eksperten.

De fire svømmekvinder blev nummer syv i det indledende heat, hvilket betyder, de søndag skal svømme finale. Den starter omkring klokken 04.45 dansk tid og kan ses på Discovery+. Du kan også følge med i B.T.s liveblog, som du finder her.