»Det første, jeg tænker, er, at det ikke er godt nyt.«

Sådan siger Lars Krarup, bestyrelsesformand i Team Danmark, efter en japansk toppolitiker slår fast, at sommerens Olympiske Lege risikerer at blive aflyst på grund af en ny bølge af corona, der har ramt Japan.

Det skriver Radio4.

Det er toppolitikeren Toshihiro Nikaii, der er vicepartileder i regeringspartiet, Det Liberaldemokratiske Parti (LPD), der sår tvivl om, hvorvidt OL bliver holdt til sommer på grund af den kritiske coronasituation i landet.

Det gør han i et interview med tv-stationen TBS, skriver Ritzau.

»Vi er nødt til at aflyse uden tøven, hvis det ikke længere er muligt,« siger Toshihiro Nikaii.

I øjeblikket er Japan ramt af fjerde bølge af coronavirus, og derfor retter Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund nu 'antennerne' mod Den Internationale Olympiske Komité og afventer en reaktion derfra, fortæller Lars Krarup.

»Man skal ikke komme med nogle 'måske-meldinger', de næste hundrede dage. Det er et urimeligt pres at lægge på atleterne,« siger han.

I februar slog den daværende præsident for Japans Organisationskomité, Yoshiro Mori, ellers fast, at OL ville blive afholdt uanset coronasitauationen.

Team Danmark opfordrer stadig atleterne til at forberede sig til sommerens OL, siger Lars Krarup til Radio4 og understreger, at det nu er vigtigt at 'slå ring om atleterne'.

»De skal holde snuden i sporet og forberede sig så godt, de kan.«

I en meningsmåling blandt japanerne svarede 72 procent af de adspurgte for nylig, at de ikke ønsker at afholde OL i landet til sommer som planlagt.

Onsdag var der præcis 100 dage, til OL begynder i Tokyo.