I Paris brager De Olympiske Lege derudad.
B.T. har i den forbindelse stillet spørgsmål til en række danske OL-legender. Her Brian Nielsen, der vandt bronze i vægtklassen supersværvægt i boksning til OL i 1992 i sin sidste amatørkamp, inden han blev professionel.
Han fortæller, hvorfor han bar fanen i afslutningsceremonien, og om én kamp han ikke rigtigt var trist over at tabe.
Hvordan følger du med i OL?
»Jeg sidder og ser det lige nu. Jeg har lige set badminton. Jeg så drengene vandt (red. Anders Skaarup og Kim Astrup i kvarfinalen).«
»Jeg ser en del, og jeg følger lidt med i det hele. Det er ikke specifikt kampsport, men mere badminton, tennis, håndbold. Lidt af hvert.«
Hvad er dit vildeste OL-minde?
»Jeg var selv med i 1992 i Barcelona, og det var meget sjovt at prøve. Jeg bar fanen i 92, da vi var færdige. Åbenbart fordi jeg havde gjort det rimelig godt.«
»Ej, det var, fordi jeg var den danske atlet, der skabte den største overraskelse. Den konkurrence vandt jeg, og derfor blev jeg valgt til at være fanebærer.«
»Det var også meget vildt, da jeg vandt min tredje kamp, fordi jeg vidste, at jeg ville få en medalje. Da jeg så møder Roberto Balado i semfinalen, taber jeg godt nok. Jeg fik jo ikke rigtigt tæsk eller noget, men jeg taber kampen klart.«
»Jeg bliver dog ikke rigtig trist. Det var mere glæden over at vinde medalje. Det var rimelig godt.«

Hvad er dit mest mærkelige OL-minde?
»Jeg var meget sammen med svømmerne, fordi jeg boede sammen med nogle af dem. Vi lavede alt muligt, vi var bare sammen. Det var meget sjovt.«
Hvilken dansk atlet - nuværende eller tidligere - er vildest i dine øjne?
»Der er mange forfanden. Jeg vil ikke sætte navn på én specifik. Det kunne være roning. Der er rigtig mange gode danskere. Håndboldpigerne gjorde det også rigtig godt.«
Hvad savner du mest ved selv at deltage i OL?
»Jeg er gammel i dag forhelvede haha, så jeg savner det ikke. Det var fedt at prøve, og det var fedt at vinde en medalje. Jeg synes, det er sjovt, at der ikke er nogen danskere, som har vundet en medalje i boksning, siden jeg gjorde det.«
»Jeg ville dog stadig være glad, hvis Nikolai Terteryan vinder en medalje. Det fortjener han.«
Hvad laver du i dag?
»Jeg har noget golf i Spanien. Et firma der hedder Brian Nielsen Golf. Vi laver alt muligt, men det er mest folk, der kommer ned og spiller golf, og så giver vi dem en bajer eller en sodavand.«
»Jeg har ikke så meget med boksning at gøre længere. Men jeg hjælper til ved turneringer en gang i mellem, når jeg er hjemme i Danmark. Det er jeg om to måneder.«

