I Paris brager de Olympiske Lege derudaf.

B.T. har i den forbindelse stillet syv spørgsmål til flere danske OL-legender. Herunder landsholdsmålmand og dobbelt guldmedaljevinder, Karin Mortensen.

Hun tror aldrig, hun finder så vildt et fællesskab uden for håndbolden, som hun havde på landsholdet, og så missede hun en mulighed til OL i London, som hun stadig ville have givet en halv arm for. 

Hvordan følger du med i OL?

»Jeg ser det, jeg kan. Jeg elsker OL, og alt er fantastisk lige fra åbningsceremonien, men også mindre sportsgrene, som ikke er så tv-eksponerede. Jeg så for eksempel udspring i går.«

»Der er bare en fantastisk stemning, og selvom man ikke helt får det derhjemme, så er det stadig fedt at følge på tv.«

»Mange af de her atleter har givet flere år af deres liv og kæmpet for noget. Og når det lykkes eller det modsatte, er det altid rørende at følge. Jeg følger selvfølgelig mest med i håndbolddelen af åbenlyse årsager.« 

Hvad er dit vildeste OL-minde?

»Sportsligt er det finalen i 2004, hvor det bliver afgjort på straffekast, og jeg selv er med til at afgøre det. Det tror jeg, alle målmænd i verden drømmer om at prøve.« 

Hvad er dit mærkeligste OL-minde?

»Det har også været stor fornøjelse at møde de kongelige til en træning, uden journalisterne vidste, at de var der. Der var en mere 'loose' stemning omkring dem uden al den normale etikette.« 

»Et år havde vi også vandkamp med de tyske hockeydrenge fra den ene balkon til den anden. De havde nogle Tyskland-farvede ugler stående på deres balkon.« 

»Pludselig kommer Jan Pytlick ind og råber 'piger, er I med', og så listede vi over og stjal uglerne og hængte dem - lidt makabert - op i en snor som i en galge, så tyskerne kunne se dem fra deres balkon.«

Danmark-Sydkorea (38-36). De danske håndboldpiger med guld om halsen og kranse på hovedet efter finalesejren over Sydkorea.
Danmark-Sydkorea (38-36). De danske håndboldpiger med guld om halsen og kranse på hovedet efter finalesejren over Sydkorea. Lars Møller/Ritzau Scanpix

Hvilket OL-øjeblik gennem tiderne ville du gerne have oplevet

»Jeg er blevet hvisket lidt i øret, at jeg skulle have været fanebærer i 2012, men den danske delegation lavede en regel om, at man ikke er med til åbningsceremonien, hvis man skal i aktion dagen efter.« 

»Men ellers skulle jeg have båret den. Den gør stadig mega ondt.«

»Reglerne skal gælde for alle, men jeg vil mene, at jeg godt kunne stå klar til kamp dagen efter trods deltagelse i åbningen.«

 »Jeg ville have givet en halv arm for at lede så mange fantastiske danske atleter ind til et OL.« 

»Jeg ville også gerne have set Usain Bolt live slå en af sine mange rekorder.«

Usain Bolt og hans ikoniske jubelscene i 2008.
Usain Bolt og hans ikoniske jubelscene i 2008. Michael Kappeler/AFP/Ritzau Scanpix

Hvilken dansk atlet - nuværende eller tidligere - er vildest i dine øjne?

»Guldfireren. Jeg har været så imponeret over de fire gutter. De har vundet så meget og været ekstremt dedikeret.« 

»Jeg husker, at de gik rundt i regntøj i 30 grader til et OL for at tabe 500 gram, eller konkurrencer hvor de kun måtte spise toastbrød med smør inden. Og så er det et enormt pres at få navnet guldfireren, som de jo levede op til.« 

»Viktor Axelsen formår også at sprænge rammerne og gør noget, man ikke har set før. Han er en gudsbenådet atlet, og man må bare tage hatten af for de præstationer, han har leveret.«

Hvad savner du mest ved selv at deltage i OL?

»At vinde sammen med de gode tøser. Det er det, jeg savner allermest. Jeg har været ekstremt heldig at spille sammen med nogle gode, dygtige, gudsbenådede håndboldspillere. 

»Vi holder dog stadig sammen. Vi skal mødes om lidt hos Lotte Kjærsgaard i Viborg snart.«

 »Vi rykker stadig sammen, og snakker som om, vi så hinanden i sidste uge. Det fælleskab, vi havde, når man mærker adrenalinen sammen, når man har opnået så meget og trænet så længe. Det finder man ikke igen.« 

»Vi var mere sammen, end man er sammen med ens nærmeste, kender hinanden ud og ind - på godt og ondt. Det giver indsigt i hinandens liv og en tæthed.« 

»Når der var en, der hang en smule, vidste jeg lige, hvad jeg skulle gøre for at muntre vedkommende op.«

»Det fællesskab finder vi nok aldrig igen uden for håndbolden.« 

Hvad laver du i dag?

»Jeg er fysioterapeut - jeg har min klinik inde på Gothersgade i København. Det tætteste, jeg er på håndbolden, er, at jeg er træner for min søn.«

»Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg har snakket med nogle af pigerne (fra landsholdet red.) om at starte et håndboldhold.«

»Vi er mange, der bor i en radius af fem-syv kilometer. Men jeg tror, det bliver ved snakken. Vi tør måske ikke, så vi mødes i nogle andre sammenhænge om noget, vi er dårlige til.«

»Jeg er også meget bange for at blive skadet.«