Det er en flok brugte håndboldspillere, som i de kommende par uger skal kæmpe om OL-guld i Tokyo.

Coronapandemien har gjort sæsonen historisk hård med et ekstremt komprimeret kampprogram.

Og det kan man godt mærke på de danske spillere, fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen.

Det mentale overskud er nemlig ikke det samme, som han er vant til at se i januar, når spillerne møder ind til slutrundesamling.

»Spillerne kommer fra en rigtig lang sæson. Jeg synes godt, man kan mærke, at lunten måske er lidt kortere end i januar, hvor man kun har spillet en halv sæson.«

Hvordan kan du mærke det?

»Man kan mærke til træning, at der skal ikke så meget til, før folk bliver lidt småirriteret – for eksempel hvis de ikke lige rammer den rigtige aflevering. Men jeg tror, det er meget normalt. Jeg tror ikke kun, det er os, der har det sådan,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

Landstræneren har af samme grund stort fokus på det mentale aspekt hos danskerne. Han forventer nemlig, at det er det, der bliver afgørende til OL, efter spillerne har været igennem en udmarvende sæson, der har været tætpakket på grund af coronapandemien.

Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

»Den mentale udfordring bliver, hvilket hold der står bedst, når modgangen kommer i de svære kampe – i de faser af kampene, hvor man ikke spiller så godt. Der er man måske lidt mere tyndslidt, end man er normalt. Det er fokuspunktet,« siger Nikolaj Jacobsen.

Samtidig ligger der også endnu en udfordring på øverste etage for de danske spillere.

Danmark har nemlig floppet hver gang, de er kommet til et mesterskab med en guldmedalje fra den seneste slutrunde. I fire forsøg er det ikke lykkedes danskerne at komme til semifinalen. Og det er noget, Nikolaj Jacobsen er opmærksom på.

»Vi skal have italesat, at Danmark efter at vinde et mesterskab – og det har vi jo heldigvis gjort nogle gange – ikke ved den efterfølgende turnering formår at toppe. Det skal være en målsætning og forhåbentlig lykkes det for os at præstere rigtigt godt denne gang,« siger Jacobsen og fortsætter:

»Men nu er det ikke kun os, der har det problem. Hvis man kan kalde det problem. Det er et luksusproblem at skulle sidde og snakke om efter at være blevet verdensmester, så nu skal vi ikke gøre det værre, end det er. Jeg siger bare, det er ekstremt svært.«

»Jeg tror, man skal være i det. Det er svært for jer (medierne, red.) at forstå, og det er svært for dem hjemme i stuerne at forstå – hvor mentalt hårdt det også er at skulle præstere til tre slutrunder på et år nærmest. Det er ikke noget, man bare lige gør.«

Danmark åbner OL lørdag aften lokal tid, når man møder de japanske værter. Ud over Japan er danskerne i pulje med Sverige, Portugal, Egypten og Bahrain. De fire bedste nationer går videre til kvartfinalerne.