Han går op og ned ad mere end 10.000 mennesker, men der er stadig noget, der mangler.

For selvom han aldrig rigtig er alene i OL-byen, er der fortsat et stort afsavn. Og det fylder mere, end man måske lige kan forestille sig.

»Det er enormt svært at være i. At skulle være så længe væk fra dem er altid specielt og svært.«

Ordene kommer fra den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen, der står på tærsklen til at skulle repræsentere Danmark ved sit fjerde OL.

Mikkel Hansen på et pressemøde forud for OL
Mikkel Hansen på et pressemøde forud for OL Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Og med udsigten til flere uger isoleret fra omverdenen – flere tusinde kilometer væk fra hjemmet – er der én ting, han savner mere end noget andet lige nu.

Familien.

»Det er svært at lukke ude, for man kan jo godt se, om det går godt eller skidt derhjemme, når man snakker med dem,« siger Mikkel Hansen til B.T. på et pressemøde forud for legene i Tokyo.

Med en forudgående træningslejr og en OL-turnering ender Nikolaj Jacobsens mandskab med at skulle være væk fra deres familier i mere end en måned.

Og netop derfor er sommerens lege da også ekstra specielle for Mikkel Hansen, da han for første gang er trådt ind i en OL-by som far – endda til to.

»Man bliver hurtigt opmærksom på, om der er nu er én af børnene, der for eksempel ikke lige får sovet nok, når man snakker i telefon med dem derhjemme,« siger den 33-årige Paris Saint-Germain-stjerne om at skulle undvære familien i så lang tid.

Efter en lang sæson med markant flere kampe end normalt på grund af et større coronaefterslæb er det måske ikke lige flere rejsedage og kampe, der står øverst på ens ønskeliste, hvis man er gift med en håndboldspiller.

Men et OL er bare noget helt specielt, forklarer Mikkel Hansen:

Mikkel Hansen (tv.) sammen med Magnus Landin (i midten) og Niklas Landin.
Mikkel Hansen (tv.) sammen med Magnus Landin (i midten) og Niklas Landin. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Det har både min kone og jeg forståelse for. Hun støtter op om det 100 procent, og så må vi håbe på lidt hjælp fra familie og venner, mens jeg er væk.«

Den danske verdensstjerne er lige nu flere tusinde kilometer væk fra sin hustru og to børn, og derfor er der ikke meget, han kan hjælpe til med på hjemmefronten.

Men det er der heldigvis styr på, forklarer han:

»Forhåbentlig har vi en masse dejlige mennesker omkring os, der kan hjælpe min kone lidt, når hun er alene med to børn.«

Det er da heller ikke mere end to måneder siden, at Mikkel Hansen kunne tilføje 'far til to'-titlen på sit familie-cv, og derfor er det da også en dansk håndboldspiller, der har fået mere at se til uden for banen den seneste tid.

»Jeg har fået en lille smule mere travlt, men jeg har faktisk ikke så mange helt normale hverdage i rollen som far til to endnu på grund af en travl sæson. Der er da en lille smule mere arbejde i det, men det glæder jeg mig nu også til,« fortæller han.

Med udsigten til en god portion restriktioner og minimal færden uden for OL-byen har det da også krævet tid med familien inden legene i Tokyo for at stå helt klar til de kommende uger, afslutter danskeren:

»Jeg nåede lige at have tre ugers ferie, hvor jeg kunne slappe lidt af med familien. Bare det at kunne opholde sig et sted, man selv har valgt, giver noget mentalt og fysisk, kan jeg mærke. Det havde jeg brug for.«

Mikkel Hansen og co. tager lørdag hul på det, der forhåbentlig bliver et rød-hvidt OL-eventyr, når værtsnationen Japan er modstanderen i første gruppekamp.

Du kan følge opgøret live her på bt.dk fra klokken 14.30.