Nikolaj Jacobsen har prøvet det før, men han bliver aldrig vant til det.

For det er bestemt ikke sjovt. Faktisk er det altid en forfærdelig besked at overbringe, siger den danske landstræner på et pressemøde forud for OL i Tokyo.

»Det er ikke rart at slukke drømmen for folk.«

Den 49-årige succestræner har den seneste måned været nødsaget til at slukke OL-drømmen for flere rutinerede spillere, der ellers har været en fast del af det populære håndboldlandshold de senere år.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Årsagen er, at OL-truppen maksimalt må bestå af 14 mand – i modsætning til EM- og VM-slutrunder, hvor antallet af spillere er højere.

Derfor er prominente navne som Hans Lindberg, Nikolaj Øris, Michael Damgaard og Emil Jakobsen da heller ikke en del af den trup, der skal forsøge at forsvare OL-guldet fra 2016, når legene officielt begynder fredag i den japanske hovedstad.

Sidstnævnte er dog rejst med til Japan som reservespiller.

»Det var et svært valg, for jeg skal jo videregive nogle beskeder, som er hårde og svære, for det er spillere, der har niveauet til at være med,« forklarer landstræneren om beskeden.

En besked, der for nogle spillere betyder et endegyldigt farvel til OL.

»Nogle er måske oppe i årene, hvor det var sidste chance. Og så er der nogle, der er yngre, der nok skal få chancen igen en dag,« siger Nikolaj Jacobsen.

Den store aldersforskel på de frasorterede spillere gør da også, at reaktionerne på den nedslående besked er forskellige, afslører den danske landstræner:

»Der er nogle, der har fået beskeder løbende i foråret, så de kunne få at vide, hvor de stod. Men generelt holder de hovedet højt og er klar til at stå standby, selvom det er en hård besked af få. De har dog alle sammen taget det som mandfolk.«

Hans Lindberg er ikke udtaget til OL-truppen.
Hans Lindberg er ikke udtaget til OL-truppen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Nikolaj Jacobsen fortæller desuden, at han også har været nødt til at anerkende dem, der var med til at hive VM-guldet hjem i januar:

»Dem, der spillede godt til VM, fortjener også at få en chance mere.«

Mikkel Hansen og co. skal de kommende uger forsøge at hente olympisk metal hjem til Danmark – og helst den fineste af slagsen. Men landstræneren vil dog slet ikke tale om guld. Den historie kan du læse mere om HER.

Danmark møder lørdag værtsnationen i den første gruppekamp ved OL. Du kan følge opgøret live her på bt.dk fra klokken 14.30.