GOD MORGEN!
De olympiske lege anno 2021 er gået ind i sin slutspurt, og mens du lagde nogle plusser i søvnregnskabet, har vi fået fordelt flere medaljer i Tokyo – og desværre er det ikke blevet til nogen danske af slagsen. ENDNU!
Der var ellers gode muligheder på golfbanen – men Emily Kristine Pedersen har ikke haft en heldig dag, og nu har et tropisk regnskyl stoppet konkurrencen.
Her er et lille overblik over, hvad der er sket, mens du sov:
MEDALJEN GLIDER UD AF EMILYS HÆNDER – LIGE NU REGNER DET

Den danske golfspiller gik ind til lørdagens fjerde og sidste runde med gode muligheder for at hente metal hjem til Danmark.
Og efter en god start på runden lå hun en overgang alene på andenpladsen.
Men som konkurrencen skred frem, begyndte medaljechancerne så småt at smuldre for den 25-årige københavner, der ellers har fejret store triumfer på Ladies European Tour.
Det er ikke slut endnu – det har et voldsomt tropisk regnskyl sørget for. Konkurrencen er udsat på ubestemt tid – Emily Kristine Pedersen mangler to huller og ligger på en delt sjetteplads.
Konkurrencens anden danske, Nanna Koerstz Madsen, ligger på en delt niendeplads – og hun mangler et hul.
NORSKE JENTER I NYT OL-MARERIDT

Ved OL i 2016 røg de ellers så dominerende norske håndboldkvinder ud i semifinalen efter et episk forlænget spilletids-drama mod Rusland.
Og fredag aften gentog historien sig, da den norske supergeneration igen måtte erkende, at OL-semifinalen blev endestationen – og igen var det Rusland (eller den 'russiske olympiske komité', som det hedder på 2021'sk), der stod i vejen.
Tårerne flød ned ad kinderne på Nora Mørk, Stine Bredal Oftedal & co.

Og i de store norske aviser var der ingen tvivl om reaktionen på nederlaget. Både VG og Dagbladet betegner den norske skæbne som 'et mareridt'.
Kampens dommerpar er også blevet et samtaleemne natten over. Stjernen Nora Mørk udtalte efter kampen, at Norge skulle være ti mål bedre end Rusland for at vinde med det dommerpar.
Men den køber de norske håndboldfans ikke, og Nora Mørk har fået hug for sin 'pinlige' kritik.
DANSKE KAJAKPIGER ENDTE SIDST I FINALEN

Den danske kajakfirer med den dobbelte OL-bronzevinder Emma Aastrand Jørgensen samt Sara Corfixen Milthers, Bolette Nyvang Iversen og Julie Frølund Funch fik i nat med det yderste af neglene slidt sig i 500 meter-finalen.
Men så gik den heller ikke længere.
I finalen var der ikke mere at give af, og de danske kajakkvinder sluttede på sidstepladsen.
I det silende Tokyo-regnvejr fik kvartetten ellers en fin start, men allerede efter 250 meter var Danmark sidst, og sådan var det også i mål.
Danmark kom i mål i tiden 1 minut og 41,14 sekunder, hvilket var godt 5,5 sekunder langsommere end vinderen og 4,5 sekunder fra en medalje.
Ungarn, Hviderusland og Polen tog henholdsvis guld, sølv og bronze.


