Godmorgen fra Tokyo og den uhyre tamme tyfon.

Her er lummervarmt som altid ,og vinden er ikke værre end en let brise. Det var tilsyneladende – og heldigvis – en fuser.

Til gengæld var der ikke meget fuser over flere af de danske stjerner, der har været i ilden i nattetimerne.

Her får du et overblik over, hvad der er sket, mens du har snorkboblet. Og det er faktisk en del. Det involverer Blichfeldt-dominans, håndboldbonanza, en finaleplads og corona.

Tokyo 2020 Olympics - Badminton - Women's Singles - Group Stage - MFS - Musashino Forest Sport Plaza, Tokyo, Japan - July 28, 2021. Mia Blichfeldt of Denmark eyes the shuttlecock during the match against Linda Zetchiri of Bulgaria. REUTERS/Leonhard Foeger
Tokyo 2020 Olympics - Badminton - Women's Singles - Group Stage - MFS - Musashino Forest Sport Plaza, Tokyo, Japan - July 28, 2021. Mia Blichfeldt of Denmark eyes the shuttlecock during the match against Linda Zetchiri of Bulgaria. REUTERS/Leonhard Foeger Foto: LEONHARD FOEGER
Vis mere

Blichfeldt og dansk herretoer buldrer afsted

Den danske badmintonstjerne Mia Blichfeldt smadrede natten til onsdag sin bulgarske modstander. Så kort og kontant kan det siges. Den 24-årige dansker vandt med 21-10, 21-3 over bulgarske Linda Zechiri.

Hurtigt, effektivt, stærkt og videre. Det betyder, at Mia Blichfeldt er klar til ottendedelsfinalen ved årets OL.

Også Frederic Vystavel og Joachim Sutton brillerede på OL-scenen. Den danske herretoer uden styrmand sluttede som nummer to i semifinalen, og dermed cruiser de direkte i finalen.

Mikkel Hansen og resten af Håndboldherrerne vandt sikkert over Bahrain.
Mikkel Hansen og resten af Håndboldherrerne vandt sikkert over Bahrain. Foto: MARTIN BERNETTI
Vis mere

Dansk håndboldfest

Var du ikke blandt natteravnene, der satte et ur til klokken 02.00 i nat, kan du i stedet stå op til nyheden om, at de danske håndboldherrer buldrede derudaf.

Nikolaj Jacobsens mandskab bankede Bahrain med 31-21 i en kamp, hvor det især var Mikkel Hansen, Mathias Gidsel og Kevin Møller, der brillerede.

Dermed kan det danske landshold indtil videre sætte et flot kryds ved tre sejre ud af tre mulige i de første gruppekampe.

Så langt, så godt!

Svømmer missede finalen

Det bliver ikke til en finale i 200 meter butterfly for Helena Rosendahl Bach i denne omgang.

Den 21-årige OL-debutant sluttede som nummer seks i sit eget heat, og tiden var ikke hurtig nok til at give en finaleplads. Øv!

Simone Biles trak sig, fordi hun kæmper med det mentale.
Simone Biles trak sig, fordi hun kæmper med det mentale. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

Irsk guld, en OL-rekord og Obama-hyldest til Simone Biles

Kigger vi på udlandet, har Irland vundet den første guldmedalje ved OL. Det skete, da kvindefireren sejrede. Og så var der også guld og OL-rekord til Ariarne Titmus, der svømmede sig til sejren i kvindernes 200 meter fri.

Den australske svømmer viser verdensklasse og napper altså sin anden guldmedalje ved årets lege.

Tirsdag kom nyheden om, at den amerikanske gymnast Simone Biles havde valgt at trække sig fra finalen. Først lød meldingen, at det var en skade, men det er siden kommet frem, at hun gjorde det på grund af sit mentale helbred.

Det har medført reaktioner og hyldester fra tusindvis af mennesker. En af dem, der har reageret er Michelle Obama.

'Er jeg god nok? Ja, det er jeg. Det mantra praktiserer jeg hver dag. Simone Biles, vi er så stolte af dig, og vi hepper på dig. Tillykke med sølvmedaljen til USA,' skriver den tidligere præsidentfrue på Twitter.

Nye OL-coronatal

Der bliver holdt troligt øje med smittetallene for de involverede i OL.

Arrangøren har natten til onsdag kunnet fortælle, at der er registreret 16 nye tilfælde af coronavirus blandt de folk, der har med OL at gøre. Det skriver Independent.

Fælles for alle tilfælde er, at de er fundet udenfor OL-byen, og der er dermed ikke fundet tilfælde af smitte hos atlerne eller deres trænere.

Der er blandt andet tale om to fra medierne, en frivillig og så er resten OL-personale eller andre, der arbejder i forbindelse med legene.

Cathrine Dufour og Bohemian skal forsøge at ride en individuel medalje hjem. Det samme skal Nanna Skodborg Merrald og Carina Cassøe Krüth.
Cathrine Dufour og Bohemian skal forsøge at ride en individuel medalje hjem. Det samme skal Nanna Skodborg Merrald og Carina Cassøe Krüth. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dem skal du holde særligt øje med i dag

Kasper Asgreen kører ud på enkeltstart, og så skal Pernille Blume og Signe Bro svømme indledende heat i 100 meter fri.

Både Viktor Axelsen og Anders Antonsen spiller gruppekampe, og så er adskillige danskere også i aktion i sejlsport.

Derudover er der finale i den individuelle dressurkonkurrence. Her skal Cahtrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Nanna Skodborg Merrald i aktion og forsøge at ride en medalje hjem efter tirsdagens fjerdeplads i holdfinalen.