Der er øjeblikke i ens liv, hvor alt bliver vendt på hovedet. Hvor alt bliver ændret.

Dét øjeblik oplevede den filippinske vægtløfter Hidilyn Diaz, da hun blev landets allerførste OL-guldvinder nogensinde – 97 år efter at landet med over 100 millioner indbyggere for første gang deltog ved OL.

I en dramatisk finale slog hun sin personlige rekord i 55 kilo-vægtklassen og slog verdensrekordholderen fra Kina Liao Qiuyun med et gyldent løft på 127 kg. (Se det rørende øjeblik i videoen ovenover, red.)

For det er ikke kun en OL-guldmedalje, hun vinder. Hun vinder meget mere.

Foto: EDGARD GARRIDO
Vis mere

Den filippinske regering kommer ifølge Bloomberg til at forgylde Diaz for sin guldmedalje. Hun får tildelt et hus og en grund samt 33 millioner pesos (cirka fire millioner danske kroner, red.)

»Det er utroligt. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg vil gerne sige til den unge generation derhjemme: I kan også have en drøm om guld. Det var sådan, jeg startede, og i sidste ende lykkedes det,« siger hun ifølge AFP.

Diaz har ellers haft en mareridtsoptakt til OL, der startede i februar 2020, da hun tog på træningslejr i Malaysia. Her blev hun fanget i månedsvis grundet coronapandemien og restriktioner, der begrænsede hendes adgang til at træne.

Her var hun isoleret fra sin familie, mens hun kæmpede for at kunne holde sig i form midt uvisheden om, hvorvidt OL overhovedet ville blive til noget. Halvandet år senere skrev hun historie som sit lands første OL-guldvinder. I 2016 ved OL i Rio vandt hun sølv i samme disciplin – dengang var det den første filippinske OL-medalje i 20 år.