Jakob Fuglsang leverede en pragtpræstation lørdag formiddag dansk tid, da der blev kørt OL i landevejscykling i Tokyo.
Her blev den danske cykelstjerne nemlig nummer 12, selvom han havde haft en forfærdelig optakt med sygdom og kun to timers træning.
Den flotte indsats på cyklen i Japan har Loulou Fuglsang været nødt til at hylde. Det skete på hendes Instagram-profil.
'Okay, normalt deler jeg ikke billeder af Jakobs løb, men jeg er nødt til det denne gang, fordi jeg er helt vildt stolt af ham,' indleder Loulou Fuglsang sit opslag.

Herefter forklarer Jakob Fuglsangs kone, hvordan han nægtede at lade sygdommen føre til et OL-afbud. Tokyo har nemlig været et stort mål for Astana-rytteren, siden han vandt sølv i Brasilien i 2016.
Du kan se hele Loulou Fuglsangs Instagram-opslag i bunden af denne artikel.
'Jeg troede, at han vil køre løbet uden ambitioner, og jeg havde slet ikke regnet med at se ham fremme i feltet. At se ham angribe og kæmpe med de bedste til næsten det sidste og tage en stærk 12.-plads.'
'Ja, det er ikke en guldmedalje, men det er en sejr alligevel at kæmpe og aldrig give op. Skat, jeg er så stolt af dig. I dag mere end nogensinde, og jeg kan ikke vente med at være i dine arme igen,' skriver Loulou Fuglsang afsluttende.
Den danske cykelrytter har kæmpet med sygdom siden sidste søndag, hvor han trak sig fra Tour de France inden sidste etape til Paris.
Derfor havde de færreste forventet, at han ville sidde med verdens bedste ryttere indtil cirka 15 kilometer fra mål, hvor han blev sat.