Christian Eriksen kan fortsætte sin karriere, hvis han vil, mener ekspert.

Næsten seks uger er der gået, siden Christian Eriksen faldt om med hjertestop i Parken.

Den danske landsholdsspiller kom fra kollapset i EM-kampen mod Finland med livet i behold, mens historien fyldte alle medier under slutrunden.

Danskeren blev indlagt på Rigshospitalet, hvor han fik indopereret en ICD-enhed – en avanceret pacemaker – der kan forhindre et hjertestop i fremtiden. Efter seks dage var han udskrevet. Siden har der været stille fra Eriksen.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Men hvis han vil fortsætte karrieren, er fremtidsudsigterne ganske gode for Eriksen, mener overlæge og specialist i hjertesygdomme Jørn Bech Laursen, der driver klinikken Hjertedoktoren i Charlottenlund.

»Det er helt op til ham, hvis han vil fortsætte karrieren. Jeg formoder ikke, de har fundet noget sygdom på ham, fordi han blev udskrevet så hurtigt. Så jeg vil skyde på, at der er intet, der sætter en fysisk begrænsning,« siger Laursen til B.T. og peger på en helt anden faktor, der kan gøre det svært for Eriksen.

»Psykisk kan det være en stor belastning. Det er helt op til ham, hvordan han reagerer på det. Han har jo trods alt været død og er blevet genoplivet. Det er en voldsom hændelse, han vil huske resten af sit liv,« siger Laursen.

Over en måned er der gået siden indopereringen af ICD-enheden, og det betyder, at Eriksen ifølge protokollen har været indkaldt til en kontrol efter en måned. Det vil resten af hans liv ske hvert halve eller hele år.

Foto: STUART FRANKLIN
Vis mere

»Her får han kontrolleret sin pacemaker. De kan aflæse tallene og se, hvordan hjertet har slået, og om der har været nogen hændelser, hvor den har været i brug og givet stød,« forklarer Laursen.

Herfra er Eriksen 'sat fri', og så er det kun batteriet i enheden, der skal udskiftes efter fem til ti år. Folk med eksempelvis svært hjertesvigt kan få stød af ICD-enheden flere gange om dagen, men sådan er det ikke med Eriksen, vurderer Laursen. Han er altså i en helt anden og meget mindre alvorlig situation.

Hjertelægen har på tætteste hold selv oplevet patienter, der har skullet vænne sig til en ny verden efter et hjertestop.

»De fleste patienter er bare glade for at have overlevet, men de tænker helt sikkert over tilværelsen. Jeg vil sige det sådan: Det kommer også an på, hvad man har at tabe. Eriksen har jo meget at tabe med to børn og en kone. Derfor er det en psykisk belastning for ham,« siger han.

B.T. har tidligere kunnet fortælle, at Eriksen kan være retur i Milano hos sin klub, Inter, i løbet af de kommende uger.

Først var planen, at han allerede skulle retur i midten af juli, men forventningen er lige nu, at det først bliver i starten af august, at han vender retur. Og Inter har lagt alt pres væk fra Eriksens skuldre, der helt selv kan bestemme, hvornår han er klar til at komme tilbage til støvlelandet. Ifølge B.T.s oplysninger holder Inter tæt kontakt med Eriksen i forhold til den kommende tid.

Men noget kan tyde på, at det kan blive svært for Eriksen at komme til at spille i Italien, for han får næppe lov til at spille med en ICD-enhed i kroppen i Italien. Til gengæld kan han spille i andre lande, der tillader det.

Efter returen til Milano vil der efter alt at dømme blive foretaget nogle undersøgelser af klubben selv, men de næste skridt derfra er ukendte.

Eriksen har spillet i Inter siden januar 2020 og blev italiensk mester i den forgangne sæson.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Inter samt Eriksens agent, Martin Schoots.