Tjekkiets OL-hold er ramt af det tredje tilfælde af coronavirus.
Denne gang drejer det sig om træneren for tjekkernes beachvolleyballhold, Simon Nausch, som er testet positiv for coronavirus.
Det oplyser det tjekkiske OL-hold ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere er den tjekkiske beachvolleyspiller Ondrej Perusic blevet testet positiv for i den olympiske by i Tokyo. Simon Nausch og Ondrej Perusic har forladt den olympiske by i Tokyo og er nu i isolation.

Det vides endnu ikke, hvilken betydning det får for OL-konkurrencerne.
Lørdag blev et medlem af den tjekkiske OL-delegation testet positiv for coronavirus efter ankomsten til Tokyo fra Prag.
Det unavngivne medlem i den tjekkiske stab, som var ramt af corona, havde ellers fremvist to negative pcr-testresultater inden afrejsen fra Prag.
Han var desuden uden symptomer, men er nu ligeledes i isolation som de øvrige tjekker. Han nåede i modsætning til de øvrige smittede ikke at ankomme til OL-byen.
Afviklingen af OL midt i stigende smittetal i Japan og især Tokyo har mødt stor kritik fra den japanske befolkning, men selvom modstanden er stor, lader det til, at legene vil blive afviklet som planlagt.
OL starter fredag 23. juli og varer indtil 8. august i Tokyo.