Sverri Nielsen havde stået med tårer i øjnene i flere minutter.

Han var dybt berørt. Det gjorde – naturligt nok – ekstremt ondt på den stærke roer, at han var mikroskopiske 0,15 sekunder fra en OL-medalje og måtte nøje med fjerdepladsen.

Men ét enkelt spørgsmål fik ham til at knække helt sammen.

Hjemme på Færøerne var mere end 10.000 stimlet sammen til et storskærmsarrangement i Thorshavn i forlængelse af landets nationaldag. At klokken var 01.45 lokal tid var ingen hindring for de håbefulde færinger. Alle sammen selvfølgelig med håbet – og forventningen – om at se folkehelten Sverri Nielsen vinde den første færøske OL-medalje nogensinde.

Sverri Nielsen i singlesculler finale til OL i Tokyo, fredag den 30. juli 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Sverri Nielsen i singlesculler finale til OL i Tokyo, fredag den 30. juli 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Da den 27-årige roer fik overbragt den information på det olympiske roanlæg og samtidig blev spurgt, hvad opbakningen betød for ham, så kunne han ikke mere.

»Åh, mand … Jeg skal lige have en pause,« sagde Sverri Nielsen og gik væk fra interviewet.

Den store roer gik i rask tempo ti meter væk og satte sig på hug og græd. Han tørrede tårerne væk og tog nogle dybe indåndinger.

Imens stod en flok af danske og færøske journalister og kiggede lidt forvirret rundt.

Halvandet minut senere havde Sverri Nielsen sundet sig så meget, at han igen tog opstilling foran de tændte diktafoner.

Han tog endnu et par meget dybe indåndinger.

»10.000 færinger … Jeg har prøvet … Jeg fik lukket det lidt ude, at der var så mange, der følger med. Men det betyder rigtig meget. Men jeg håber, de kan være stolte af det, som jeg har præsteret,« sagde han.

»Jeg gjorde i hvert fald, hvad jeg kunne, og jeg er meget taknemmelig for, at der er så mange, der har fulgt med,« lød det fra roeren, før han endegyldigt forlod interviewet med bøjet hoved.

Få minutter tidligere havde han indledt presseseancen med at detonere lidt af en bombe. Sverri Nielsen afslørede nemlig, at han stopper sin karriere efter OL, og dermed har han roet sit sidste løb.

Den historie kan du læse meget mere om her.