Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen glemmer ikke turen hjem fra OL i Tokyo lige foreløbig.

Søndag fik de to guldvindere nemlig en flyvetur ud over det sædvanlige.

For turen hjem fra den japanske hovedstad bød på en mellemlanding i Polens hovedstad, Warszawa, og det blev en mellemlanding, de ikke lige havde regnet med.

Det afslører Michael Mørkøv i et interview med Discovery+.

Lasse Norman Hansen (tv.) og Michael Mørkøv.
Lasse Norman Hansen (tv.) og Michael Mørkøv. ODD ANDERSEN

Årsagen var, at de to danskere havde fået plads på et fly, hvor store dele af den polske OL-delegation var ombord.

Og da flyet landede i Polen, var der forberedt en stor hyldest af de polske atleter i lufthavnen. Noget, de to danskere derfor ufrivilligt endte med at blive en del af.

»Vi fik den helt store heltemodtagelse med brandbiler, der sprøjtede vand på flyveren, og hornmusik. Men vi flyver videre til København senere, så vi er blevet budt godt velkommen til Europa,« forklarer Michael Mørkøv.

Den danske cykelstjerne landede søndag aften i Københavns Lufthavn sammen med sin makker i parløb, Lasse Norman Hansen, hvor de blev budt velkommen hjem af familie og venner, der ville se guldmedaljen fra legene i Toyo.

De to danskere vandt lørdag OL-guld i parløb, da de satte samtlige konkurrenter til vægs og levede op til favoritværdigheden.

Duoen har nu vundet både OL, VM og EM i disciplinen, og faktisk har de endnu til gode at tabe en international konkurrence sammen.