Hun står i dag med en bronzemedalje om halsen. Men for blot nogle måneder siden blev Pernille Blume sat tilbage.

Tiden skal skrues tilbage til marts, hvor den danske svømmestjerne blev ramt af coronavirus. Og ikke ligefrem mildt.

I en sådan grad, at det betød tre uger på sofaen helt alene og isoleret uden at vide, hvordan kroppen ville reagere efterfølgende. Det var hårdt at skulle tilbage i vandet og føle sig som en superstjerne, siger hun med et grin.

»Jeg føler bestemt, jeg er kommet godt tilbage. Det har været ret overraskende. Jeg svømmede også rigtig godt lige der efter corona. Det var rigtig fedt,« siger Pernille Blume til B.T.

»Jeg var ret nervøs til det EM, jeg skulle svømme efterfølgende (i maj 2021, red.). Det gik bare så godt. Det har været sindssygt hårdt at skulle træne op igen, og de uger jeg havde fra bassinet under corona. Det var bare det hele værd. Jeg var hundrede procent villig til at være der,« siger Pernille Blume, der til det EM vandt sølv.

Hun står i dag som OL-medaljevinder endnu engang efter nogle år, hvor livet bestemt ikke altid har været på hendes side.

Det vender vi tilbage til, for noget af det første man lægger mærke til ved Pernille Blume, er hvor meget hun hviler i det, hun lige har opnået.

Hun er træt og med egne ord 'bombet', da B.T. taler med hende efter nogle helt vilde timer. Men hun er også glad og har det godt efter at være blevet hyldet og fejret.

Pernille Blume med sin bronzemedalje.
Pernille Blume med sin bronzemedalje. Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

I en sådan grad, at hun i de mange timer efter søndagens bronzemedalje i 50 meter fri nærmest ikke havde fred. Lykken og stoltheden stråler da også ud af hende, når hun taler om det, hun har opnået i bassinet denne sommer.

Men der er også en anden ro over hende i forhold til i Rio.

'Og det er egentlig også et af de ord, hun bruger, når hun skal beskrive forskellen på den 22-årige Pernille Blume, der kom på alles læber i 2016, og den Pernille Blume der i 2021 har vundet bronze.

»Jeg er en meget mere rolig og moden kvinde til det her OL. På mange måder er det både meget ens og meget anderledes. Jeg føler, jeg har nydt det her langt mere. Der har været mere ro i den måde, OL har været på, og jeg har håndteret det. Det føler jeg er en læring, jeg har fået fra Rio. Og så er det de samme gode følelser og glæden i det,« smiler Blume stort.

Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016.
Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Hun var mere ung og nysgerrig i Rio. Måske mere moden og erfaren i Tokyo. Sådan vurderer hun det selv. Og så har særligt 2016 givet hende en stor erfaring. Den har været vigtig i år.

»Jeg tror, den har betydet, at alle de ting og indtryk til OL er ikke gået ligeså dybt ind og har gjort samme indtryk. Det har gjort det nemmere at håndtere. Den første uge vi var i OL-byen, var jeg ret overvældet, og jeg var meget træt. Jeg kunne tydeligt se på mine svømmekollegaer i år, at de var virkelig overvældede. Jeg ved, hvordan det er at stå der første gang, og jeg kunne se mig selv i det tilbage fra London. Det er enormt hårdt, selvom alt er fedt. Man er så mættet af indtryk og lyde og nye mennesker, ting der skal ske,« siger Pernille Blume.

Og så kommer vi heller ikke uden om, at det er en Pernille Blume, der har haft en vis portion modgang i årene op til årets OL.

For det er ikke kun coronavirus, Pernille Blume har kæmpet med, inden turen gik til Tokyo. Faktisk er der sket en del på de fem år, der er gået, siden hun sprang i bassinet og sikrede en guldmedalje i Rio.

I februar 2019 kom det frem, at hun i januar samme år var blevet opereret i hjertet, da der var fundet et mindre hul. Heldigvis gik alt godt for den danske stjerne, der blev opereret for at mindske risikoen for blodpropper og hjertestop.

I starten af 2021 brækkede hun hånden, og bedst som hun var ved at være tilbage, blev hun så ramt af coronavirus.

»Der har været nogle bump på vejen. Jeg tror, jeg er lavet sådan, at jeg er født optimist. Der skal virkelig meget til at slå mig ud,« siger Pernille Blume med et smil og fortsætter:

»Selvom jeg har haft min tvivl undervejs, og jeg har været helt nede at vende. Men jeg tror, jeg er god til ikke at lade mig hænge for lang tid i tingene og prøve at komme videre. Det gør også, at jeg er i stand til at komme tilbage.«

Pernille Blume kunne vifte med Dannebrog, da medaljen var i hus.
Pernille Blume kunne vifte med Dannebrog, da medaljen var i hus. Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

For det er hun kommet. Men det har ikke været uden lidt mørke tanker undervejs om det, hun stod i. Ville det nogensinde blive godt igen? Kunne hun faktisk komme tilbage?

»Ja, det har der været i øjeblikke, hvor jeg har tænkt ‘puha, hvad skal det her blive til’. Kan jeg komme tilbage på det niveau, jeg gerne vil, og hvor det er sjovt? Jeg føler, der hele tiden har været en indre ro og styrke. Jeg ved, jeg kan, og hvad jeg står for,« siger Pernille Blume.

En ting har været det fysiske. Det har egentlig været det mest håndgribelige. Det psykiske er generelt en lidt anden snak.

»At arbejde mentalt er en virkelig lang proces, og den er på mange måder langt hårdere end den fysiske. Det er også bare så essentielt, og når man virkelig kan mærke, man får trukket på det mentale, er det der, man virkelig kan begynde at se forandringen,« forklarer Pernille Blume.

Faktisk har hun netop brugt corona-året på at arbejde med det mentale. For hende har det været et kæmpe plus, at OL blev udskudt.

»Jeg tror bare, jeg havde behov for at have et år ekstra til at kunne forberede mig lidt til det her mentale game, der kommer med et OL. Jeg har næsten lyst til at sige, at havde det været i 2020, er jeg ikke sikker på, jeg havde gjort det ligeså godt. På mange måder har det været en gave for mig. Det har været et år til at reflektere meget. Og netop få kigget på ens mentale helbred og finde ud af, der er så mange andre ting i livet end det ene løb, som kan fylde så meget.
Det har været ret skønt. Det har været god træning og nok også derfor, jeg har haft så god en oplevelse her,« siger den danske svømmer.

Hun har overvundet forhindringerne. Tog kampen op mod alt det, livet har kastet hendes vej. Fejede modstanden af vejen og står nu her med en bronzemedalje, hun er meget stolt af. En stolthed, der er ekstra stor netop på grund af de mange bump.

»Helt vildt. Medaljen bliver et symbol på alle de ting, jeg har overkommet i mig selv. Det er mere end bare et resultat og en medalje,« smiler Pernille Blume.

Pernille Blume var lykkelig, da hun vandt bronze i 50 meter fri i Tokyo.
Pernille Blume var lykkelig, da hun vandt bronze i 50 meter fri i Tokyo. Foto: PATRICK B. KRAEMER
Vis mere

Nu venter der noget ferie for den danske svømmestjerne. Som udgangspunkt starter den i Danmark, hvor hun lige skal have styr på den lejlighed, hun netop har købt. Om nogle dage får hun så besøg af sin kæreste, den franske svømmer Florent Manaudou.

»Han synes, Danmark er et dejligt og skønt land. Han elsker, at vi kan cykle rundt i København. Det er bare så hyggeligt,« siger Pernille Blume.

Og hun slipper naturligvis ikke for det obligatoriske spørgsmål til sidst. Ser vi hende også på startskamlen, når OL løber af stablen i Paris i 2024, eller skal hun lige trække vejret efter sommerens begivenheder?

»Jeg synes altid, man lige skal lande ovenpå et OL. Nu er det tre år og ikke fire år, og jeg føler, det gør en forskel. Det virker mere overskueligt og på en måde ikke ligeså langt væk. Jeg ville virkelig elske det. Det ville være fantastisk at kunne stå der igen,« siger Pernille Blume.