»Jamen, jeg er… det... det er jo min lille dreng, der har vundet OL-guld.«

Ordene kommer fra Viktor Axelsens mor, Gitte, der mandag kunne se sin søn hente karrierens største sejr, da hele Danmarks badmintonhelt hev guldet hjem i Tokyo.

Efter en overbevisende indsats fik følelserne da også frit løb hos den danske stjerne, og derfor var der da heller ikke et øje tørt hjemme i Odense, hvor hele familien var samlet for at overvære finalen.

»Det betyder alt for Viktor. Det var den sidste medalje, han manglede. En drøm, der gik i opfyldelse, og alt gik jo op i en højere enhed. Det var helt sindssygt,« siger Gitte Lundager Axelsen til B.T. dagen derpå.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De seneste dage er det ikke blevet til ret meget søvn for den stolte mor, der har haft svært ved at håndtere den nervøsitet, som hendes søn uundgåeligt fik frem i hende.

»Det har godt nok været intenst. Hold kæft, mand. Jeg sov ikke hele natten op til finalen. Det var først, da jeg snakkede med ham om morgenen, hvor han fortalte, at han var rolig, at jeg kunne slappe lidt af,« forklarer hun videre.

Mens opmærksomme tv-seere kunne se, hvordan den danske badmintonstjerne vinkede til familien på en tv-skærm i badmintonhallen, nåede Viktor Axelsen faktisk akkurat lige at ringe hjem, inden verdenspressen fik fat i ham.

Det afslører Gitte Lundager Axelsen:

Gitte Lundager Axelsen med sin søn efter VM-triumfen i 2017.
Gitte Lundager Axelsen med sin søn efter VM-triumfen i 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi snakkede med ham kort tid efter, hvor han ringede os op. 'Det er jeg godt nok glad for, at du har tid til, Viktor', sagde jeg til ham. Og så var han bare flad af grin.«

Det var nemlig en selvfølge for den 27-årige fynbo, at han skulle have familien i røret hurtigst muligt.

»'Hvis ikke dét at ringe til min familie skulle være det første, jeg gjorde, så ved jeg da ikke rigtig', svarede han bare, selvom jeg troede, der blev revet og flået i ham fra alle sider på det tidspunkt,« siger Gitte Lundager Axelsen, der tilføjer, at det ikke blev til meget søvn for den nykårede olympiske mester efter triumfen:

»Jeg tror, han har sovet tre timer eller sådan noget. Det hele gik først gik op for ham i nat. Han var helt oppe at køre, og det hele kørte på ham.«

Familiens manglende tilstedeværelse i hallen, da det store øjeblik fandt sted, fylder dog stadig en del hos moren dagen derpå. Men Gitte Lundager Axelsen forsikrer, at der er planlagt en stor fejring af guldhelten senere på ugen:

»Han lander i København fredag, hvor vi tager imod ham, og så holder vi fest lørdag. Alle, der står Viktor nær, kommer. Det bliver en kæmpe fest.«