Viktor Axelsen kunne godt mærke det. Efter alt var kørt helt op, og han nu havde været igennem det, der var det helt store mål.
»Jeg mærkede en tomhed sidst. Men jeg tror også, det var, fordi jeg ikke havde så meget respekt for det. Jeg kørte bare på.«
Det fortæller den danske stjerne til B.T. I dag står han som guldvinder i Tokyo og er jublende lykkelig. Men han har også i den grad gjort sig nogle erfaringer, som er vigtige at have med.
Tiden skal skrues tilbage til 2016, hvor han netop havde været med til OL i Rio. Det blev til en bronzemedalje, og tiden efter var svær for den danske stjerne.
Den der 'hvad så nu'-følelse, fordi det, der var arbejdet hen imod i fire år, pludselig var slut. Og som han troede, han bare kunne smadre igennem.
»Jeg tror, det var fordi, jeg var up and coming dengang. Der er enormt fokus på OL, der skete enormt meget efterfølgende. Det respekterede jeg ikke. Jeg troede bare, jeg kunne køre videre derudad. Det ramte mig lidt. Jeg tror bare, jeg manglede respekt for situationen,« fortæller badmintonstjernen.
En erfaring, han har taget med sig. You live and you learn, som han siger med et smil. Og skruer vi tiden frem igen til august 2021, hvor han sidder storsmilende med en stor guldmedalje om halsen, er det da også en Viktor Axelsen, der ikke frygter det famøse 'hvad så nu'.
»Det er også anderledes nu, for jeg kommer ikke hjem til en tom lejlighed. Jeg kommer hjem til en datter og en familie, der kræver noget af mig, og som jeg elsker. Jeg er ikke så nervøs for tiden her. Jeg skal bare lige finde ud af, hvornår jeg skal tilbage på banen og træne seriøst igen. Der går lige lidt, jeg skal lige have noget ro. Jeg skal lige have alt lidt på afstand, være sammen med familien og finde ud af, hvad det her er for noget, og så ser vi, hvordan tiden går de næste måneder,« fortæller han.
Netop familien går igen i løbet af vores interview. 27-årige Viktor Axelsen nævner flere gange sin forlovede, Natalia Koch Rohde, og parrets datter, Vega, der kom til verden i oktober 2020. En livsændrende begivenhed for badmintonstjernen. Selvfølgelig, fristes man til at sige.
Men det har haft stor betydning for ham som sportsmand, især når man som Viktor Axelsen rigtig gerne vil have ting gjort – og 'egentlig helst i går', som han formulerer det grinende.
»Jeg kan mærke en helt anden ro. Der er ro på baglandet, Natalia har været fuldstændig fantastisk i alt den tid, Vega har været i vores liv. Jeg ved, at uanset om jeg vinder eller taber, er der stadig en datter, der smiler, når jeg kommer hjem. Så er det lidt ligegyldigt. Nu er det bare fedest at kunne komme hjem og vise hende denne her,« siger han, imens han peger på sin medalje.
»Det er slet ikke til at beskrive. Det har givet en masse ro. Det er svært at sætte ord på, for det er det ypperste at blive forælder,« siger Viktor Axelsen, der efter sejren kun har sovet tre timer på grund af adrenalin og glædesrus.
Det lever han fint med, og stoltheden lyser ud af øjnene på ham. Han stråler af glæde, når han fortæller om de to kvinder, der på hjemfronten er hele hans verden.
Han og hans forlovede, Natalia, er et team, der har fået tingene til at lykkes, og nu er det kulmineret med den største triumf. En historie, han også glæder sig til at fortælle sin datter, når hun er gammel nok til at forstå det.
»De er de vigtigste i mit liv, Natalia og Vega, sammen med min familie og mine venner. Det betyder enormt meget, at de først og fremmest har det godt og er glade på mine vegne. Vi er et hold. Hun har været fuldstændig fantastisk i denne her periode og været så sej. Det er sgu ikke nemt. Selvom vi får meget hjælp, er det ikke nemt at være så meget på hele tiden. Jeg er dybt taknemmelig for og enormt stolt af hende,« smiler Axelsen.
Og så gør det en kæmpe forskel, at Natalia Koch Rohde selv har spillet badminton på højt plan. Hun ved, hvad det vil sige at være atlet.
»Hun ved, hvad jeg er for en person. Hun har kendt mig, siden jeg var en lille purk på 16-17 år, der kom til Brøndby og ville være den bedste. Vi kender hinanden bedre end nogen anden, og det er enormt vigtigt,« siger Axelsen, der har drømt om at vinde OL-guld, siden han var seks år gammel.
Han smashede, når han var alene i hallen, og forestillede sig, det var VM eller sommerlegene. Lod, som om han skulle på præmiepodiet. Og gav den de næste mange år alt, hvad han kunne.
Det gav den indtil videre største gevinst på banen mandag, da han kunne hænge sin guldmedalje om halsen, men det har krævet enormt meget samarbejde, når du ikke bare er et kærestepar, men også pludselig har et barn.
Og Viktor Axelsen griner, når han fortæller, at han også godt ved, at han skylder en del bleskift. Det kommer, lover han.
»Det kræver, der er kompromiser, der skal laves. Du skal give afkald på ting. Men denne her er sgu det værd. Der kommer også en tid efter sporten, og der er det min tur til forhåbentlig at sørge for, Natalia kan udleve de drømme, hun har. Der er det mig, der tager nattevagterne, når vi forhåbentlig får nummer to på et tidspunkt, og hvis jeg er færdig med karrieren, skal jeg nok tage et større slæb, end jeg har gjort hidtil,« smiler han.
Og selvom han har beviset på den store triumf hængende om halsen, er det stadig ikke gået op for ham. Han er olympisk mester. Den er svær at forstå.
»Jeg tror, det tager noget tid, det her. Jeg har brug for ro at fordøje denne her sejr og nyde det. Det bliver ikke større. Jeg har lært de sidste par år, at man også skal nyde sine sejre, og det har jeg tænkt mig at gøre her, og så vil jeg tilbage på banen og arbejde mod nye mål. Jeg er sulten efter mere. Jeg er stolt over det, jeg har opnået indtil videre, men jeg er bestemt ikke tilfreds endnu,« siger Viktor Axelsen.
Præcis som vi kender ham. Hele tiden klar til at blive den bedste udgave af sig selv. Og som allerede ser frem til OL i 2024.
