EM i fodbold skal prioriteres absolut højest.

Også selv om det betyder, at Tour de France 2021 ikke kommer til at begynde i København.

Det er den - efter eget udsagn - fodboldgale borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der nu skærer igennem midt i de nervepirrende forhandlinger om puslespillet for næste års afholdelse af EM og Tour de France i København.

»EM på hjemmebane er en enestående chance. Vi kommer formentlig aldrig mere til at se landsholdet spille en slutrunde i Danmark. Det her er vores landshold, og selv om cykelsport er fedt, er det ikke ligesom fodbold noget, vi lever og dør for,« siger Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester.

Venstre-borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard vægter Braithwaite og co. over Fuglsang og resten af cykelrytterne.
Venstre-borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard vægter Braithwaite og co. over Fuglsang og resten af cykelrytterne.
Vis mere

Flytningen af EM fra 2020 til 2021 på grund af coronakrisen har skabt enorme logistiske problemer for København, der i løbet af få uger - efter planen - skal være vært for fire EM-kampe samt Tour de Frances såkaldte Grand Départ.

Selv om EM-kampene efter planen ligger en uge inden Tour de Frances begyndelse i Danmark, er der store kommercielle knaster, der er svære at høvle væk.

ASO har for længst lavet en aftale om synlighed og kommercielle rettigheder i forbindelse med Tour de France i København i sommeren 2021.

De skal nu deles med Uefa og EM-slutrunden, hvis kabalen skal gå op.

Det var meningen, at det senest torsdag skulle besluttes, om København vil holde fast i værtskabet for EM-slutrunden. Her skal Uefa have besked på, om hovedstaden vil bevare værtskabet. Det endelige svar falder dog først om om to uger, når sagen er behandlet politisk i København. Dette har Uefa accepteret.

»Vi har både lavet en aftale med ASO og Uefa. Ingen kunne have forudset den her situation, og bliver vi ultimativt tvunget til at vælge, bør vi vælge fodbolden. Hvis EM falder til jorden, vil man, når Tour de France begynder, stå og tænke ‘det her kostede os et EM’,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard

I øjeblikket sidder en arbejdsgruppe i Københavns Kommune i samarbejde med advokatkontoret Horten og kigger de indviklede aftalekomplekser med Uefa igennem.

»Det er et clash på rettigheder. Vi taler om kampagner, partnerskaber, aktivering og reservationer for mange penge. Det er et kæmpe puslespil, og der bliver kigget dybt ned i kontrakterne lige nu,« forklarede sponsorekspert Simon Bastiansen tirsdag om de komplicerede aftaler.

En aftale er faldet på plads - og dermed kan danskerne opleve Christian Eriksen og co. på hjemmebane til EM næste år.
En aftale er faldet på plads - og dermed kan danskerne opleve Christian Eriksen og co. på hjemmebane til EM næste år. Foto: Lars Poulsen
Vis mere

Kort fortalt vil Tour de France-arrangøren ASO male København gul før, under og efter løbets begyndelse i Danmark, mens Uefa ligeledes kræver at sætte sig på massiv eksponering i København under EM-slutrunden.

I et internt notat til politikerne i Københavns Kommune fra Økonomiforvaltningen beskrives problematikken som følger:

'Der er tale om en kompleks proces, grundet flere kontraktuelle forhold. Derfor arbejder alle parter fortsat på at finde en løsningsmodel og juridiske rammer for, at Københavns Kommune kan indgå som vært for begge events.'

Nu venter der møder i flere udvalg samt i Borgerrepræsentationen, hvor Københavns politikere skal tage stilling til problematikken. Senest 14. maj skal der være taget politisk stilling til, om Københavns vil fastholde værtskabet for EM i 2021.