»De kan da afholde EM, og det er da meget godt for København, hvis det sker. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så må de jo flytte kampene til Malmø. Altså, jeg er ligeglad.«

Sådan lyder den kontante melding fra Brian Holm om det uoverskuelige puslespil, København som værtsby står over for i sommeren 2021.

Efter planen skal København afholde starten for Tour de France 2. juli 2021, mindre end en uge efter den sidste EM-kamp i Parken.

Oprindeligt var EM skemalagt til i år, men turneringen er selvsagt rykket til sommeren 2021. Det efterlader København med et potentielt logistisk kaos.

»Det her er jo en krisesituation, som ingen er herre over. Ingen gør noget for at genere nogen her. Men det er en mudderpøl, man roder rundt i,« siger Brian Holm.

»Jeg tror, at det bliver for voldsomt med begge dele. Det er jo langt fra optimalt. Det svarer til, at to rockbands spiller opad hinanden. Det er jo noget rod.«

Som B.T. skrev tirsdag, ligger problemet i, at både ASO - arrangøren af Tour de France - og det europæiske fodboldforbund Uefa gør krav på massiv synlighed i København i sommeren 2021. Brian Holm er i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken begivenhed bør have fortrinsret.

»Man rykker ikke en Tour-start på grund af EM i fodbold. Cykling var der først, og så er man lidt ligeglad med, hvad de gør med fodbold. Det er deres problem. Ærlig talt, så interesserer EM i fodbold mig mindre end ingenting,« siger Brian Holm.

Brian Holm under 9. etape af Tour de France i 2014.
Brian Holm under 9. etape af Tour de France i 2014. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Når det altid har været meningen, at Tour de France skal starte i København i 2021, mener han ikke, at han man aflyse det til fordel for EM, der er blevet rykket et år.

»Man kan prøve at vende det om. Det ville svare til, at der lå et EM næste år, men at Touren blev rykket fra i år. Og så ville man vælge at aflyse EM næste år for at rykke Touren dertil. Sådan hænger verden ikke sammen. Ligesom i fodbold er der noget, der hedder førstevælger. I kom sidst.«

Flere store fodboldprofiler som Michael Laudrup og Preben Elkjær er kommet med opråb om, at København under ingen omstændigheder må miste EM-værtskabet.

Cykelryttere har omvendt været fraværende fra debatten, men det er der ifølge Holm en ganske god grund til.

»Vi tager det for givet, at Tour de France skal køres i København. Fodboldverdenen føler sig jo truet, det gør vi ikke,« mener Brian Holm.

»Det er jo dem, der er bange for, at deres bliver aflyst. De går og sveder, det kan jeg da godt forstå. Men der bliver ikke rykket noget Tour de France til fordel for EM.«

Samtidig sender Deuceuninck-Quick Step-sportsdirektøren også en lille stikpille afsted til det fodboldelskende publikum.

»Cykelpublikummet er mere stille og roligt, disciplineret end fodboldpublikummet. Jeg tror nok, at cykelsporten skal indrette sig. Deres tilskuere opfører sig ordentligt, det kan man ikke sige om fodbold. Det er en flok galninge, der render rundt.«