DBU skulle egentlig have givet Uefa klar EM-besked i morgen, torsdag. Men nu er situationen en anden.
DBU har fået otte dage mere til at svare Uefa, om København kan afvikle EM-kampene i Parken næste sommer. Nu lyder fristen for svar 8. maj i stedet for 30. april.
Det meddeler forbundet i en pressemeddelelse.
I den seneste uge har DBU, Københavns Kommune samt Uefa og ASO - organisationen bag Tour de France - været i dialog om sagen.
Parterne har forsøgt at skabe en løsning, der gør det muligt både at afholde fire EM-kampe og starten på Tour de France i København inden for kort tid i sommeren 2021.
»Jeg er glad for, at alle parter knokler for at finde en løsning, så vi kan få et brag af en sports-sommer i København med både EM og Tour de France. Der er intet i verden, København hellere vil, end at lægge by til begge arrangementer næste sommer. Er der noget, vi trænger til, er det fest og oplevelser - og jeg er glad for, at alle involverede har lagt sig i selen for at få det til at lykkes og give plads til hinanden,« siger Frank Jensen, overborgmester i København.
Også i DBU er man glad for, at fristen er forlænget.
»At afholde EM-kampe i København er en historisk mulighed, og i DBU vil vi gøre alt, for at det kommer til at ske. Det er positivt, at der er fremskridt i forhandlingerne, og at vi får ekstra tid til at forsøge at skabe en løsning, hvor der både kan være EM-fest og Tour de France i København inden for få uger i sommeren 2021,« siger Jesper Møller.
Hvorvidt København både kan afholde EM og Tour de France på samme tid har været et stort samtaleemne den seneste uge.
Flere personer - både spillere, eksperter og politikere - har offentligt været ude og kommentere i sagen. Københavns overborgmester, Frank Jensen, har blandt andet udtalt, at det er EM, som er blevet flyttet, hvorfor Tour de France ikke bør vige sin start i København.
Tidligere fodboldspillere, blandt andre Michael Laudrup og Preben Elkjær, har udtalt, at de ikke ser noget problem i sagen, da begivenhederne ikke foregår på de præcis samme dage.
1. etape af Tour de France skal ifølge planen foregå i København den 2. juli 2021. EM-programmet er endnu ikke fastlagt, men i 2020-udgaven var det planen at lægge Danmarks tre gruppekampe samt en ottendedelsfinale i Parken fra den 13. til 29. juni.