Ifølge mediet Sportico er basketlegenden Michael Jordan den rigeste atlet nogensinde.
Jordan topper listen foran navne som golflegenderne Tiger Woods, Arnold Palmer og Jack Nicklaus med en indtjening på 2,62 milliarder dollars - knap 17 milliarder danske kroner.
Det vanvittige beløb kommer overraskende nok ikke fra hans lange og glorværdige karriere, hvor han vandt seks mesterskaber med Chicago Bulls.
For ifølge Sportico er det faktisk kun omkring seks procent af hans mange dollars, der stammer fra spillet på banen.

I stedet er det især samarbejdet med Nike, der har tjent ham penge - også mange år efter han stoppede. For Sportico anslår, at Nike har betalt langt over en milliard dollars - 6,5 milliarder danske kroner - i royalties til Jordan, efter han stoppede karrieren i 2003. Det er også en sjat.
Sammen med Nike-aftalen og flere andre lukrative sponsorater kommer Jordan heller ikke til at lide nød i fremtiden.
Se hele listen her:
1. Michael Jordan – 2,62 milliarder dollars/17 milliarder kroner
2. Tiger Woods – 2,10 milliarder dollars/13,5 milliarder kroner
3. Arnold Palmer – 1,50 milliarder dollars/9,6 milliarder kroner
4. Jack Nicklaus – 1,38 milliarder dollars/8,9 milliarder kroner
5. Cristiano Ronaldo – 1,24 milliarder dollars/8 milliarder kroner
6. Floyd Mayweather – 1,20 milliarder dollars/7,7 milliarder kroner
7. LeBron James – 1,17 milliarder dollars/7,5 milliarder kroner
8. Lionel Messi – 1,14 milliarder dollars/7,3 milliarder kroner
9. Michael Schumacher – 1,13 milliarder dollars/7,2 milliarder kroner
10. Roger Federer – 1,12 milliarder dollars/7,19 milliarder kroner