For under en måned siden stod Buckie Leach til det ypperste, man kan opnå som træner.

Den 62-årige amerikaner var træner ved OL i Tokyo for det amerikanske fægtelandshold, men her få uger senere er han omkommet.

Det skriver en række medier, herunder Daily Mail.

Dødsfaldet er kommet som et chok for fægteverdenen, da en pludselig tragedie er skyld i Buckie Leachs død.

Træneren mistede nemlig livet i en motorcykelulykke, og efterfølgende har eksempelvis USAs fægteforbund udsendt en meddelelse om dødsfaldet.

'USA Fencing er hjerteknust over tabet af Anthony 'Buckie' Leach – en af sportens mangeårige olympiske trænere, som ledte kvindernes fleuret-hold ved OL i 1996, 2000, 2004, 2016 og 2020,' står der eksempelvis i meddelelsen.

Jackie Dubrovich, der var en del af sommerens OL-hold, reagerer også på Instagram.

'Mit hjerte gør så ondt lige nu,' skriver hun.

Medaljerne ved OL glippede lige akkurat, da han førte USAs kvindelandshold i fleuret til en fjerdeplads. Lee Kiefer blev til gengæld den første amerikanske OL-guldvinder i disciplinen.

Buckie Leach har også vundet flere medaljer med holdet tidligere.

Han blev en del af fægtningens Hall of Fame i USA i 2013.