MMA-stjernen Khabib Nurmagomedov har mistet sin far.

Det har den tjetjenske præsident og ven af Nurmagomedov-familien, Ramzan Kadyrov, fredag offentliggjort ifølge RT.

Dødsfaldet kommer efter en periode, hvor Abdulmanap Nurmagomedov har været svækket som følge af coronasmitte.

Hans tilstand blev dog rapporteret til at være stabiliseret, og han viste også tegn på at være i bedring, men det har nu alligevel vist sig ikke at være tilfældet.

Khabib Nurmagomedov holder sit titelbælte, mens Abdulmanap Nurmagomedov stolt kigger på.
Khabib Nurmagomedov holder sit titelbælte, mens Abdulmanap Nurmagomedov stolt kigger på. Foto: Vasily MAXIMOV
Vis mere

Det tragiske dødsfald kommer, efter at Abdulmanap Nurmagomedov i slutningen af april blev behandlet for symptomer på lungebetændelse, hvor han nægtede at blive testet for coronavirus.

Tlstanden blev dog værre for den 57-årige russiske MMA-træner, hvorfor han blev sendt til Moskva, hvor han blev behandlet på et militærhospital, som også testede ham positiv for den smitsomme virus.

Kort efter fik Nurmagomedov et hjertetilfælde som følge af virussen, hvilket krævede en hjerteoperation, som sendte ham i kunstigt koma efterfølgende.

Selvom Abdulmanap Nurmagomedov vågnede op fra komaen, var han alligevel nødt til at bukke under for den frygtede sygdom til sidst, skriver mediet.

Khabib Nurmagomedov med sin far Abdulmanap på besøg hos den russiske præsident, Vladimir Putin.
Khabib Nurmagomedov med sin far Abdulmanap på besøg hos den russiske præsident, Vladimir Putin. Foto: Mikhail KLIMENTYEV
Vis mere

57-årige Nurmagomedov har gennem hele sønnens karriere været træner for ham, hvilket har bragt Khabib Nurmagomedov til tops i MMA-verdenen.

Han er i øjeblikket indehaver af VM-bæltet i letvægt i UFC-regi. Khabib Nurmagomedov er med en statistik på 28-0 endnu ubesejret. Tidligere har blandt andet Conor McGregor dog forsøgt at give russeren karrierens første nederlag.

Kampen endte dog i lidt af en skandale, da Khabib Nurmagomedov sprang ud af oktagonen efter kampen og angreb folk fra McGregor-lejren på tilskuerpladserne.

Nurmagomedov skulle efter planen have forsvaret sin titel mod Tony Ferguson tilbage i april, men grundet coronavirussen blev Khabib Nurmagomedov fanget i Rusland, hvorfor kampen er blevet udsat.