Hestesporten har mistet en stor personlighed.

Opfinder, oliemillionær og hestemand Jørgen Hallundbæk er død søndag i en alder af 59 år.

Det melder familien i et opslag på Facebook.

'Vores kære mand og far, Jørgen Hallundbæk, er ikke længere blandt os. Jørgen var før noget, en strålende visionær og en kærlig mand og far. En forretningsmand og rytter med en enorm passion, og hans kærlighed til heste, avl, sporten og hans kære familie vil blive husket,' skriver familien i opslaget.

Jørgen Hallundbæk startede i 1994 firmaet Welltec sammen med hustruen Marianne. En virksomhed, der leverer olierobotter og boreudstyr til olieindustrien.

Millionerne fossede efterfølgende ind i virksomheden, der med årene gjorde familien til milliardærer og gjorde dem til fast inventar på listen over Danmarks rigeste.

Jørgen Hallundbæk solgte for nogle år tilbage en del Welltec til den italienske Agnelli-familie, der er stifterne af Fiat og ejer Ferrari-fabrikkerne. I juni 2021 valgte Jørgen Hallundbæk at sælge den sidste del af sit livsværk.

Igennem hele sit liv har Jørgen Hallundbæk og familien haft en stor passion for heste. Tidligere har han selv været en aktiv rytter og redet ved flere internationale stævner.

Stafetten gav han videre til sine børn, hvor sønnen Emil blandt andet har leveret topresultater på den helt store scene. Sønnen, der er springrytter, kvalificerede sig til OL i Tokyo. Det var første gang i 16 år, at Danmark sikrede sig en plads ved OL i den disciplin.

I Facebook-opslaget skriver familien, at Jørgen Hallundbæk kæmpede med mentale problemer.

'Efter en lang kamp med psykisk sygdom, tabte han desværre kampen mod de indre dæmoner.'

Jørgen Hallundbæk efterlader sig hustruen Marianne Hallundbæk og deres to børn, 23-årige Emil og 22-årige Clara.