Trænere og spillere gik amok og det endte i et kæmpe kaos.

Kaosset startede, da dommeren i kampen mellem Tunesien og Mali ved de afrikanske mesterskaber, Janny Sikazwe, pludselig fløjtede opgøret af efter blot 85 minutter.

Det var på trods af, at der forinden både havde været en udvisning, drikkepause, to straffespark, otte indskiftninger og et VAR-gennemsyn. Tunesien var ved det tidlige slutfløjt bagud 0-1, og på trænerbænken var tuneserne da også særdeles uforstående over for, hvad der dog foregik.

Du kan se den meget absurde situation i videoafspilleren øverst i artiklen.

Tunesiens træner Mondher Kebaier var rasende på dommer Janny Sikazwe efter kampen.
Tunesiens træner Mondher Kebaier var rasende på dommer Janny Sikazwe efter kampen. MOHAMED ABD EL GHANY

Efterfølgende valgte dommeren at genoptage kampen, men i det 89. minut skete det igen. Han fløjtede på ny opgøret af før tid og det fik for alvor sindene i kog for tuneserne.

Vagter måtte forsøge at holde de vrede tunesere væk fra dommertrioen, da de var ved at forlade grønsværen. For kampen sluttede ifølge dommeren her.

Alt imens at tuneserne rasede, kunne Mali juble over 1-0-sejren, der altså kom i hus på mærkværdig vis.

Brøndby-spilleren Anis Ben Slimane fik den sidste tredjedel af opgøret på banen for Tunesien, men han gjorde ikke det store væsen af sig i opgøret.