Der er kommet nye oplysninger om det frygtelige helikopterstyrt, der kostede blandt andre Kobe Bryant og hans datter livet.

For en undersøgelse har nu vist, at helikopteren, som de fløj i, ikke havde motorproblemer.

Det oplysner National Transportation Safety Board, skriver AP.

Det var den 26. januar, at helikopteren styrtede ned i Calabasas i Los Angeles med i alt ni mennesker ombord. Alle blev dræbt i ulykken.

Kobe Bryants helikopter efter den styrtede til jorden og brød i brand.
Kobe Bryants helikopter efter den styrtede til jorden og brød i brand. Foto: JOSE ROMERO
Vis mere

Helikopterens instrumentpanel blev ødelagt under ulykken, ligesom resten af helikopteren også blev ødelagt. Flere vitale dele blev desuden skadet af ild, da helikopteren i forbindelse med styrtet brød i brand.

På ulykkesstedet fandt efterforskerne en gren, der var kappet over, og det tager de som et tegn på, at motoren virkede, og at den roterede, som den skulle.

Hvad der præcist var årsagen til styrtet, vides endnu ikke. Det er dog tidligere kommet frem, at det var meget tåget, den formiddag helikopteren lettede, ligesom vidner har set, hvordan helikopteren fløj frem og tilbage over bakkerne, før den styrtede ned.

Det er tidligere kommet frem, at helikopteren havde flere mangler. Helikopteren havde ingen sort boks, og derfor er det svært at finde frem til den specifikke årsag bag flystyrtet, og den amerikanske havarikommission NTSB fandt frem til, at helikopteren ikke havde et såkaldt TAWS-system, der er et terrænundgåelses- og advarselssystem.

Dødsulykken skete, efter helikopteren havde bedt om tilladelse til at flyve lavt som konsekvens af tæt tåge. Det betød, at den ikke kunne registreres på radaren.

På et tidspunkt bad piloten om en såkaldt 'flight following', som giver kontroltårnet og helikopteren kontinuerlig kontakt, når der flyves lavt.

Beskeden fra tårnet lød, at helikopteren fløj for lavt til at kunne få assistance.

Piloten bad derefter om tilladelse til at flyve over et skydække. Få øjeblikke efter styrtede maskinen ind i en bjergskråning.

Kobe Bryant med datteren Gianna Maria.
Kobe Bryant med datteren Gianna Maria. Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

Kobe Bryant og hans 13-årige datter, Gianna, var på vej til NBA-legendens sportsakademi, Mamba Sports Academy, i Thousand Oaks, da tragedien indtraf.

Ara Zobayan var helikopterens pilot, og også han blev dræbt i den frygtelige ulykke. Det samme gjorde den kvindelige basketballtræner Christina Mauser, baseballtræneren John Altobelli, hans kone Keri og datteren Alyssa, samt Sarah Chester og hendes datter Payton Chester, som spillede på Kobe Bryants basketballhold.

Tidligere fredag fortalte Kobe Bryants enke, Vanessa Bryant, på sin Instagram, at der bliver holdt en offentlig mindehøjtidelighed for Kobe Bryant og Gianna Maria. Det bliver den 24. februar.

En dato, der er valgt, fordi den symboliserer de to trøjenumre, de to spillede i. Kobe Bryant spillede i nummer 24, mens Gianna Maria spillede i nummer 2.