Irske Conor McGregor trak sig tidligere på året tilbage fra UFC for tredje gang i karrieren.
De to andre gange er han kommet tilbage, og det gør han muligvis også denne gang. Det hentyder McGregor i hvert fald kraftigt på sin Instagram-profil.
'Fire år siden i dag! Backstage venter jeg på at gå ud til den største tørn i min karriere,' skriver UFC-stjernen natten til fredag og fortsætter.
'McGregor/Diaz II. Wow! Måske er der mere.'
32-årige Conor McGregor har ikke kæmpet siden januar, hvor han slog Donald 'Cowboy' Cerrone på bare 40 sekunder i en kamp i Las Vegas i USA.
Efterfølgende fandt han ikke sin kommende modstander, og McGregor trak derfor stikket 6. juni tidligere på året. Han sagde, at sporten ikke længere interesserede ham.
'Hey gutter. Jeg har besluttet at trække mig tilbage. Tak til jer alle for de fantastiske minder. Sikke en rejse det har været,' skrev Conor McGregor på Twitter i sommer.
Den irske stjerne trak sig ligeledes tilbage i både 2016 og 2019, og nu spekulerer fans derfor på, om han kommer tilbage for tredje gang.

Conor McGregor har haft en mindeværdig karriere, hvor han har været verdensmester i flere forskellige vægtklasser.
Derudover har den irske UFC-kæmper været med i flere legendariske kampe mod blandt andet Nate Diaz og Khabib Nurmagomedov.

