Verdens mest kendte MMA-fighter Conor McGregor stopper karrieren.

Det annoncerer han på Twitter.

»Hej folkens. Jeg har besluttet mig for at trække mig fra at slås. Tak for de mange oplevelser,« skriver den irske kæmper og fortsætter:

»Sikke en tur, det har været. Her er et billede af mig og min mor i Las Vegas efter en af mine VM-titelsejre. Bare vælg dit drømmehus, mor. Jeg elsker dig. Hvad end du ønsker, vil blive dit.«

Udmeldingen kommer som et chok, fordi Conor McGregor på det seneste har lagt op til en rematch mod Khabib Nurmagomedov, der for et par år siden gav ham en røvfuld i en kamp, der fik et grimt efterspil, fordi russeren hoppede ud af oktagonen og begyndte at slås med folk fra McGregors side.

Omvendt er det ikke første gang, at Conor McGregor laver det her nummer med at trække sig tilbage.

Allerede i 2016 gjorde han det efter et nederlag til Nate Diaz, ligesom han i øvrigt gjorde efter den skandaløse kamp mod Nurmagomedov.

Begge gange kom han tilbage inden for ganske kort tid. Spørgsmålet er så, om han mener det denne gang.