26-årige Giannis Antetokounmpo lavede hele 50 point, da Milwaukee Bucks besejrede Phoenix Suns 105-98 i nat.
Milwaukee Bucks har tidligt onsdag morgen dansk tid vundet holdets første NBA-mesterskab siden 1971 takket være en sejr på 105-98 over Phoenix Suns.
Med sejren vinder Bucks sammenlagt finaleserien mellem de to hold, hvor der spilles bedst af syv kampe, med 4-2.
Hjemmeholdet kan især takke Giannis Antetokounmpo for sejren, da den græske stjernespiller mod Suns noterede sig for hele 50 point.
Det var dog ikke kun offensivt, at Antetokounmpo leverede på et tårnhøjt niveau. Undervejs i opgøret lavede han også 14 rebounds og blokerede fem skud.
Han er den bare syvende spiller i NBA's historie til at lave 50 point i en finalekamp, og den 26-årige græker blev efter opgøret også kåret til finaleseriens bedste spiller - den såkaldte MVP.
Milwaukee Bucks er desuden det bare femte hold i historien til at vinde titlen i NBA, efter at have tabt de to første kampe i finaleserien.
/ritzau/