Den danske MMA-kæmper Mark O. Madsen nærmer sig endelig et comeback til sporten med hastige skridt.

Det sker, efter en række seriøse udfordringer med såvel sygdom som et ubeboeligt hus har sat den tidligere olympiske bryders karriere på pause.

Men nu lysner det for Mark O. Madsen.

»Lige nu ser det ud til, at jeg kan skrive under på nogle ting, der gør, at jeg kan vende tilbage til MMA. Og så vil det være på fuld knald igen,« siger Mark O. Madsen til B.T.

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det var i første omgang en sklerosediagnose til hans kone Maria, der fik Mark O. Madsen til at tage en pause fra MMA-sporten, hvor han ellers netop var brudt igennem til UFC i USA.

Heldigvis ser medicinen, som hans kone nu får mod den kroniske sygdom, ud til at virke efter hensigten.

»Bare i denne her uge synes jeg, at der har været en markant fremgang. Den medicin, hun har fået for et par måneder siden, gør, at der begynder at ske nogle ting, hvor jeg fornemmer et andet overskud hos Maria end tidligere. Det er virkelig en god følelse,« fortæller Mark O. Madsen.

Mens familien og Mark O. Madsen kæmpede med at finde fodfæstet efter sklerosediagnosen, røg de ind i endnu en stor udfordring.

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det, de troede var en mindre vandskade, viste sig at være fugt og skimmel i hele deres hus i Nykøbing, hvor der er også viste sig at have været rotter i fundamentet.

Men nu er den omfattende genopbygning af huset også ved at falde på plads, da et lokalt byggefirma har meldt sig på banen.

Derfor ser alle udfordringerne endelig ud til at være ryddet af vejen, så Mark O. Madsen igen kan fokusere fuldt ud på MMA og UFC.

»Det bedste, vi kan gøre, er at finde nogle folk, der kan varetage denne her del for os og så virkelig gøre et ihærdigt forsøg på at komme tilbage til sporten,« siger Mark O. Madsen

Han forudser, at han snart kan være tilbage på fuld knald og se frem på, hvad der byder sig af kampe.

»Det kan gå meget hurtigt lige pludselig, og det skal det også. Jeg er i gang med min træning, og nu føles det, som om der kun er det sidste tilbage. Jeg er virkelig optimist omkring at komme tilbage for fuld blus inden for en måneds tid,« siger han og fortsætter:

»Der er masser af muligheder og events i USA. Jeg er virkelig optimist omkring det, der skal ske.«

Mark O. Madsen er ubesejret i både MMA og UFC.