»Jeg er bare en knægt fra Akron, Ohio.«
Den sætning har superstjernen LeBron James efterhånden sagt til hudløshed igennem sin gloværdige NBA-karriere, der natten til mandag fik tilføjet endnu et stort kapitel.
Her lykkedes det for James og Los Angeles Lakers at vinde den sjette finalekamp mod Miami Heat. Dermed sikrede de sig NBA-titlen.
Mesterskabet er Lakers' 17 i historien, og for 35-årige LeBron James er det hans fjerde mesterskab nu med tre forskellige mandskaber.
En på mange måder vanvittig rejse for James, der voksede op i fattigdom med sin mor Gloria James, der fik ham, da hun blot var 16 år gammel.
I en opvækst uden sin far, som han aldrig mødte, kæmpede familien sig igennem fattigdom.
Og med James' store basket-talent lykkedes en rejse til toppen af den internationale sportsverden.

Derfor var det måske ikke overraskende, at det første, James gjorde, da triumfen var i hus, var, at Facetime sin mor, Gloria James. Det blev fanget på video af Washington Post-reporter Ben Golliver. Her kan man se James ligge på gulvet med cigar og rimelig store skibriller.
»Der er intet, der kan stoppe mig. Det her er intet sammenlignet med det lort, du skulle gå igennem,« siger LeBron James til sin mor, der svarer igen:
»Gud er god.«
»Gud er god. Jeg håber, jeg kan blive ved med at gøre dig stolt, mor.«
James blev desuden kåret til finalens MVP.
Det er første gang nogensinde, at en spiller vinder det trofæ med tre forskellige hold.



