Den amerikanske baseballspiller Tommy Pham er blevet stukket ned foran en stripklub i San Diego.

Han er blevet stukket i den nedre del af ryggen, men er i stabil tilstand og forventes at komme sig helt.

San Diego Union-Tribune skriver, at han lige havde forladt stripklubben, da han konfronterede to fremmede, som stod ved hans bil. Da han bad dem om at gå væk, trak de knive og stak ham i ryggen.

Pham er sluppet billigt, da knivstikkene ikke beskadigede nogen organer, og han er derfor blevet syet.

»Det var en traumatisk oplevelse for mig. Jeg er ved at komme mig, og jeg er tilbage om meget kort tid,« siger Pham.

En talsmand fra politiet i San Diego har meldt ud, at Pham ikke havde kendskab til de eftersøgte, der fortsat er på fri fod.

Han sagde at detektiver efterforsker området og leder efter videomateriale, der kan hjælpe med at opklare sagen.

Tommy Pham spiller til dagligt for San Diego Padres, der blev elimineret af Los Angeles Dodgers i sidste uge i National League Series Division.

Sæsonen i den bedste amerikanske baseball-liga MLB er blevet forkortet på grund af coronapandemien. Der spilles blot 60 kampe mod normalt 162 kampe.