Danmarks Idrætsforbund (DIF) er bange for, at manglende idræt kan have stor betydning for børnenes fysiske og psykiske helbred.

Derfor vil de nu ikke kun høre på, at politikerne på Christiansborg har den største fokus på børn og unges trivsel under coronapandemien. En af de vigtigste værktøjer mod stigende mistrivsel er netop idrætten.

På trods af dette er idrætten fortsat kun åbnet for et meget begrænset brug.

»Langt de fleste danske børn er medlem af en idrætsforening. Men indendørsidrætten er stadig lukket ned, og det betyder i praksis, at en meget stor del af disse børn fortsat ikke kan dyrke deres idræt, og det gør voldsomt ondt,« siger Niels Nygaard, formand for DIF, i en pressemeddelelse og fortsætter:

Foto: Lars Møller
Foto: Lars Møller

»Ikke kun på os i DIF, men også på vores forbund og frivillige idrætsledere, som ved, hvor store smil det giver på børnenes ansigter, når de mødes til træning i klubberne.«

Danmarks Idrætsforbund understreger, hvor stort et problem det har været for de børn, der ikke har kunnet dyrke deres idræt under nedlukningen.

Forbundet henviser til en undersøgelse lavet af Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, der er kommet frem til nogle meget nedslående konklusioner. De 6-16 årige var over 80 procent mindre aktive under vinterens nedlukning sammenlignet med samme periode før nedlukningen.

På baggrund af den undersøgelse slår Niels Nygaard fast, at en fortsat nedlukning kan få store konsekvenser for både medlemstal og trivsel.

»Den lange nedlukning er kritisk. Jo længere tid der går, desto sværere bliver det at genaktivere dem, der er faldet fra, og det kan få konsekvenser for trivslen generelt. Samtidig er den lange nedlukning en trussel for fastholdelsen af både medlemmer og de frivillige, der er en vigtig del af fundamentet i den danske idrætsmodel.«

Udover de åbenlyse sundhedsmæssige problemer med en fortsat nedlukning af indendørs idræt pointerer forbundet også, at det kommer til at få store økonomiske konsekvenser for dansk foreningsliv.

Samtidig er der ingen frivillige kræfter at hente i øjeblikket, som ellers er en nødvendighed for, at foreningsidrætten kan fortsætte.

Derfor er meldingen klar fra forbundet: Luk op for indendørs idræt nu. Og hvis smittefaren er for stor ved at lukke op for alle, så skal børn og unge prioriteres først, men det skal prioriteres nu.